FCK-renovering er ‘helt vanvittig dyr’
På den øvre del af B-tribunen i Parken må der ikke hoppes. Det er meget dyrt at få fikset, fortæller FCK-direktør Jacob Lauesen.

Der har nu i cirka tre år været hoppeforbud på den øvre del af Parkens B-tribune, som de fleste nok bedre kender som Sektion 12.
Det skyldes, at man ikke vurderer, at tribunen er stærk nok til at kunne holde til det tryk, som en koordinere hoppetur ville skabe.
- Landets førende ingeniører og eksperter fra Rambøll og Niras analyserer fortsat mulighederne for en forstærkning af Øvre B tribunen, blev der skrevet på Parkens hjemmeside i februar.
Det er ledelsen i FC København selvfølgelig trætte af, og direktøren oplyser også i klubbens eget format Klubhuset, at det bliver en særdeles dyr omgang at få det fikset, men man kender fortsat ikke tidsrammen på projektet.
- Jeg får løbende nogle meget dyre fakturaer fra Rambøll om, at de sidder og regner på det. Det er rigtigt, at der ikke er lavet nogen forstærkning endnu, men der regnes på det. Jeg tror, det er en frustration for os alle, at vi ikke bare kan løse det.
- Det er ikke bare en pæn dyr omgang, det er en helt vanvittig dyr omgang. Det er nemmere at sætte nogle stolper i jorden end at skulle bygge en eller anden konstruktion i 26 meters højde, fortæller FCK-direktør Jacob Lauesen.
Forbuddet mod hop er således formuleret som én af flere ting, der er forbudt jævnfør Parkens ordensreglementets § 5, stk. 1:
(Det er forbudt, red.) at deltage i koordineret hop på Øvre B-tribunen eller at opfordre andre hertil gennem tale, sang eller anden adfærd. Overtrædelse kan medføre karantæne fra Parken Stadion og/eller F.C. Københavns arrangementer.

Der er markant prisforskel på FC København og FC Midtjyllands trupper.

FC København












