Liverpool-boss kommenterer City-skandale
Liverpools cheftræner Andoni Iraola ser frem mod et brag af en fodboldkamp søndag mod Manchester City, hvor Citys skyldig-dom i finansiel doping indlysende kommer til at fylde.

Fodboldverdenens fokus skifter søndag mod Liverpool og Anfield, hvor hjemmeholdet møder Manchester City.
Under normale omstændigheder fylder det sportslige mellem to potentielle mesterhold meget, men man skal have været fanget på en øde ø uden internet- og telefonforbindelse for ikke at se, at Manchester Citys voldsomme sag og dom for massive brud på Premier Leagues regler og 'finansiel doping' kommer til at stjæle fokus søndag.
Manchester City har appelleret sagen og erklærer sig ikke-skyldig trods dommen, og usikkerheden i situationen bryder Liverpool-cheftræner Andoni Iraola sig ikke om.
- Jeg mener ikke, at usikkerhed er god for nogen, der er involveret. Men processen er i gang, og vi skal være tålmodige som alle andre og se, hvad det munder ud i, siger Andoni Iraola på fredagens pressekonference ifølge BBC.

- Hver kamp er spændende, og vi spiller hjemme på Anfield mod City, der topper ligaen lige nu. De har vundet alle kampe, og vi kommer til at gå efter det. Jeg tror, det bliver en ret åben kamp, og vi skal være klar og bruge støtten fra vores fans. Jeg håber, vi rammer niveauet på kampen, der bliver højt, siger Andoni Iraola.
Mange Liverpool-fans vil mene, som fans af andre Premier League-klubber på deres respektive klubbers vegne, at Manchester Citys brud på Premier Leagues finansielle regler har kostet deres klub resultater og titler, som Manchester City i stedet vandt.
Manchester City-cheftræner Enzo Maresca har fredag sagt, at han regner med, City bliver frikendt.

- Jeg vandt Championship med Leicester, så hvis vi er i League One, får vi se. Men vi tænker [taler] her om noget, vi ikke ved, sagde Enzo Maresca med et smil og en joke på sin pressekonference i Manchester forud for søndagens kamp.
Læs mere om sagen her.

Liverpool
Manchester City












