A-landsholdet lurede for AGF-komet: – Vildt at blive nævnt
Emmery blev undervejs nævnt som et emnet for Brian Riemers landshold.

En skadet Frederik Emmery måtte sidste uge forlade den danske U21-landsholdslejr.
Den unge AGF'er nåede aldrig i kamp for Lars Knudsens mandskab, der undervejs mødte Belarus, Østrig og Belgien.
Men inden offentligheden kendte til skaden, opstod der spekulationer om, hvorvidt det unge AGF-stjerneskud kunne blive indkaldt til A-landsholdet som følge af en skade til Patrick Dorgu.
Det kom dog aldrig så vidt, og senere måtte Emmery som bekendt også vinke farvel til holdkammeraterne på U21-landsholdet.
Den 19-årige profil nåede dog kortvarigt at ærgre sig over situationen, selvom han mest af alt fandt det en smule surrealistisk at blive koblet til A-landsholdet.
- Det er lidt vildt at høre sit navn i den sammenhæng.
- Helt i starten tænkte jeg, at det ville være dårlig timing, hvis han (Brian Riemer, red.) ville have mig med nu. Men jeg prøvede at vende det til noget positivt og tænke på, hvor tæt jeg er på noget, som jeg ikke havde regnet med lå så tæt på mig, fortæller Emmery til Campo og flere medier ved onsdagens AGF-træning.

Skaden, som Frederik Emmery pådrog sig under U21-samlingen, er han efterhånden blevet kvit, og han deltog uden problemer ved onsdagens træning på Fredensvang.
Selvom den unge komet muligvis kommer i spil, når Superligaen inden længe vender tilbage, er der andre AGF'ere, som må vente lidt endnu.
Læs mere her:

AGF
Frederik Emmery
Herrelandsholdet












