Advarer mod transfermodel: Ikke godt for spillerne
Spillerforeningen er bekymret over brugen af dobbeltrepræsentation og ser grove tilfælde især i udlandet.

Er det smart, at klubber og agenter i dansk fodbold arbejder tæt sammen og har forretningsaftaler, samtidig med at de selvsamme agenter skal repræsentere klubbernes spillere?
Og hvilke interesser går en spillers agent i sidste ende, når der er lavet en dobbeltrepræsentationsaftale, så agenten både hjælper spilleren og klubben, man laver en aftale med?
Campo sætter i en serie fokus på fænomenet dobbeltrepræsentation, hvor agenter repræsenterer spiller og klub, potentielt også klubber og trænere, på samme tid.
I Spillerforeningen oplever man, at dobbeltrepræsentation for ofte kan være til ulempe for spillerne.
- Der er naturligvis tale om den meget væsentlige faldgrube, at en spiller ikke kan forlange 100 procent loyalitet og interessehåndtering af den dobbeltrepræsenterende fodboldagent.
- Det er jo præcis præmissen, at den dobbeltrepræsenterende fodboldagent naturligvis kan og skal repræsentere klubben ligesom fodboldagenten bliver aflønnet særskilt af den pågældende klub. Det kommer der lynhurtigt en interessekonflikt ud af, hvilket er paradoksalt, idet FIFA jo har haft for øje at mindske omfanget af interessekonflikter, siger Allan Reese, der er vicedirektør og senior spillerrådgiver, til Campo.
Ser det gerne forbudt og reguleret
Allan Reese og Spillerforeningen mener, det bedste er at forbyde dobbeltrepræsentation helt.
Og så ser den tidligere Superliga-spiller en løsning for sig, hvor man ikke samtidig kan være agent for klubber og for spillere.
- Man kan udrydde endnu flere interessekonflikter ved at opdele markedet for agenter således: FIFA tildeler en spilleragentlicens til de agenter som må repræsentere spillere og klubagentlicens til de agenter som må repræsentere klubber, og ingen agenter skal naturligvis kunne have begge slags licenser samtidigt, siger Allan Reese.
Problemer i udlandet
Campo har i DBU's register over aftaler optalt 168 dobbeltrepræsentations-aftaler i dansk klubfodbold de to seneste år.

Det tal omfatter ikke aftaler for spillere, der forlader danske klubber for at tage til udlandet.
Og mens der er kommet mange af den type aftaler i Danmark, siden DBU for omtrent 2½ år siden indførte en standardkontrakt til dobbeltrepræsentation, er det for Allan Reese at se den mindste ringe løsning set i lyset af den lovløshed, han ser i udlandet, og når dobbeltrepræsentation ikke er forbudt.
- Ingen andre lande har os bekendt etableret lignende beskyttelse. Tværtimod er det sådan, at spillerrepræsentationsaftaler forfattet af internationale agenthuse meget ofte – næsten i alle tilfælde – indeholder en passus om, at spilleren på forhånd har givet agenten lov til at dobbeltrepræsentere i alle tilfælde.
- Spillere er typisk ikke opmærksomme på denne generelle tilladelse, de har givet, eller også er de helt uvidende om konsekvenserne af dobbeltrepræsentationsaftaler. Selv om det måske ikke er validt juridisk argument, så glemmer spillere tit, at de har givet denne generelle tilladelse til dobbeltrepræsentation. Denne metode finder vi, som minimum, er på grænsen til at være en overtrædelse af FIFA's agentregler, siger Allan Reese.
Rådgiver unge og forældre: Ikke en fordel
Hvert efterår og forår afholder Spillerforeningen gratis forældremøder, hvor de sætter fokus på fodboldverdenen dynamikker og regler.
Her er FIFA's og DBU's regler, herunder agentreglerne, en vigtig del af oplægget.
Artiklen fortsætter under billedet


- Forståelse af de interesser, som er på spil omkring ens barn, et af de vigtigste punkter på dagsordenen. For man kan hurtigt blive forblændet af den interesse, der kan være for ens datter eller søn. Derfor er et af vores vigtigste råd altid, at man som forælder bruger sin livserfaring og har sin kritiske sans med sig, når man skal vurdere et tilbud fra en agent eller klub.
- Når vi bliver spurgt af forældrene til de her møder, kan vi nærmest ikke komme på nogen situationer, hvor spillere forhandlingsmæssigt er rigtig godt tjent med, at fodboldagenten også repræsenterer ”modparten” – altså den ansættende klub. De eksempler har vi stadig til gode at høre om.
- Derfor fraråder vi generelt spillere og forældre at indgå dobbeltrepræsentationsaftaler, og det gør vi især med den førnævnte faldgrube in mente. Det kommer der lynhurtigt en interessekonflikt ud af, som vi vurderer oftest vil gå ud over spilleren.
- Det er nemlig ikke overraskende sådan, at spillerinteresser og klubinteresser langt fra er identiske. Klubber og spillere ser helt forskelligt på kontraktlængde, løn, frikøbsklausuler og lignende, siger Allan Reese.
Artiklen fortsætter under billedet


For vicedirektøren i Spillerforeningen at se vil ikke bare spillerne men hele fodboldverdenen have godt af, at FIFA og forbund som DBU gør mere for at håndhæve de regler, der trods alt sætter grænser for dobbeltrepræsentation og kræver denne type aftaler registreret.
- Hvis man vil misbrug og overtrædelser af regler til livs, bliver man nødt til at gøre en aktiv indsats med relevante og tilstrækkelige kontroller. Man kan ikke regne med involverede agenter, spillere og klubber rejser flaget ved overtrædelser i en sag eller handel, de måske selv har fået en eller anden fordel af, siger Allan Reese.
Læs mere om problemerne ved dobbeltrepræsentation og interessekonflikter på transfermarkedet i den første artikel i Campos serie om fænomenet og i den kommende tid.

Danmark












