Efter kritik: Skal oplyse om interessekonflikter
DBU-direktør Erik Brøgger Rasmussen vurderer, at agenter allerede i dag skal oplyse om interessekonflikter og er klar til at forbyde dobbeltrepræsentation, hvis FIFA indfører et forbud.

Flere eksperter og kendere af transfermarkedet kritiserer i en artikelserie på Campo den udbredte brug af dobbeltrepræsentation i dansk fodbold.
Flere eksperter samt Spillerforeningen så helst, dobbeltrepræsentation blev forbudt, da agenter og klubber ifølge Campos kilder ofte kan ende med at prioritere det gensidige forhold over især yngre og mindre erfarne spilleres bedste.
FIFA forsøgte i starten af dette årti at forbyde dobbeltrepræsentation, hvor en agent kan repræsentere en klub og dennes spiller i en kontraktforhandling eller transfer på samme tid, da også verdensforbundet som mange andre så potentialet for alvorlige interessekonflikter.
Det arbejde er i øjeblikket sat på pause på grund af flere retssager anlagt af spilleragenter og store agentfirmaer i flere europæiske lande, og åbner FIFA i fremtiden for et forbud, følger DBU trop.
- Både DBU’s og FIFA’s agentregler er på nuværende tidspunkt delvist midlertidigt suspenderet som følge af de verserende retssager vedrørende FIFA's agentreglers forenelighed med EU-retten. Endelig afklaring deraf vil muliggøre, at FIFA og efterfølgende DBU kan tage stilling til en eventuel tilpasning af reglerne på fodboldagentområdet, lyder det fra DBU's administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen i et skriftligt svar til Campo.
- Kommer der i den forbindelse fra FIFA et generelt forbud på dobbeltrepræsentation vil DBU i sagens natur implementere det forbud i de danske regler, lyder det videre fra DBU-direktøren.

Ekstra beskyttelse til unge
Spillerforeningens COO og seniorrådgiver Allan Reese fortæller til Campo, at han 'endnu har til gode' at se en dobbeltrepræsentationsaftale, der efter hans vurdering er en fordel for spilleren.
Tidligere formand i Transparency International Jesper Olsen mener, modellen burde forbydes, fordi interessekonflikterne hober sig op til ulempe for spillerne, ikke mindst de unge.
Både Jesper Olsen og Jes Fisker, der er advokat, rådgiver samt ekstern lektor i international sportsret ved Københavns Universitet, mener, interessekonflikter i forbindelse med dobbeltrepræsentationsaftaler målrettet burde gøres forbudt, så agenter skal droppe at medvirke i aftaler, hvor der er risiko for interessekonflikter.
Læs mere om problematiske interessekonflikter her
Ifølge Erik Brøgger Rasmussen har man i DBU's regler taget højde for at beskytte spillere ekstra, end hvad FIFA's globale regler dikterer.
- Helt generelt, så er det for DBU væsentligt, at spillere kan føle sig trygge og ordentligt oplyste, når de indgår aftaler med agenter. For DBU er det derfor afgørende, at reglerne er tydelige og skaber klare rammer for alle involverede, så både spillere, klubber og forældre ved, hvilke regler og vilkår der gælder.
- FIFA's regler skal generelt følges, idet det er muligt at afvige fra reglerne i et vist omfang. DBU har således ved den nationale implementering af FIFA's agentregler indført skærpede opsigelsesregler med henblik på at styrke beskyttelsen af mindreårige fodboldspillere, lyder det fra Erik Brøgger Rasmussen.
Skal allerede oplyse om konflikter
Efter DBU-direktørens vurdering giver de eksisterende regler en beskyttelse af spillerne, da det er krævet i forbindelse med indgåelsen af en dobbeltrepræsentationsaftale, at en agent oplyser om de potentielle interessekonflikter, han eller hun har.
- Dobbeltrepræsentation er i både FIFA's regler og i medfør af DBU's cirkulære mulig, idet der er en række krav, der skal håndtere de potentielle interessekonflikter, der kan opstå.
- Det indebærer blandt andet, at de involverede parter skal oplyses skriftligt om potentielle eller aktuelle interessekonflikter, og at dobbeltrepræsentation kræver et skriftligt samtykke fra både spilleren og klubben. En spiller vil således altid vide, om en given agent agerer også på vegne af en klub, siger Erik Brøgger Rasmussen.

I udlandet har der været retssager med blandt andre den hollandske spiller Stefan de Vrij, der fik rettens ord for, at hans agentfirma førte ham bag lyset ved både at stå for hollænderens kontraktforhandlinger i en fri transfer fra Lazio til Inter, samtidig med at firmaet tog betaling fra Inter for at hjælpe med at få aftalen på plads, noget firmaet ikke fortalte Stefan de Vrij.
FIFA's agentregler siger, at dobbeltrepræsentation i udgangspunktet er forbudt, men åbner så alligevel for bruge af modellen, såfremt både agent og spiller skriver under på at bruge aftaleformen.

Inter
Lazio
Danmark












