Undrer sig over DBU: Stop interessekonflikter Nations League kampen mellem Danmark og Wales i Parken, søndag den 27 september 2026

Undrer sig over DBU: Stop interessekonflikter

Erfaren advokat og sportsretsjurist undrer sig over, hvorfor interessekonflikter i forbindelse med repræsentationsaftaler er tilladt i fodbold, og opfordrer DBU til strammere regler på området.

Nations League kampen mellem Danmark og Wales i Parken, søndag den 27 september 2026

Det internationale fodboldforbund FIFA vil gerne have dobbeltrepræsentation afskaffet i fodbold.

Som Campo har beskrevet, er Spillerforeningen og en uafhængig ekspert, ekstern lektor i offentlig ret Jesper Olsen, bekymret for brugen af dobbeltrepræsentation og så det også gerne afskaffet.

Og også en erfaren advokat, med stor ekspertise inden for fodbold- og sportsjura, undrer sig over, at det er tilladt for klubber, agenter, trænere og spillere at lave dobbeltrepræsentationsaftaler i betragtning af de store interessekonflikter, det fører med sig.

Spilleren får uundgåeligt dårligere rådgivning, hvis hans eller hendes agent også repræsenterer, betales af og i øvrigt samarbejder med klubben i samme og andre sager omkring spillerkontrakter og transfers.

Og at interessekonflikterne er tilladt, forstår advokat Jes Christian Fisker, der gennem mere end 15 år har specialiseret sig i fodboldens retsforhold og også er ekstern lektor i international sportsret ved Københavns Universitet, ikke.

- Som advokat underlagt en række etiske regler og forbud mod interessekonflikter er det underligt at konstatere, at der for agenter ikke gælder de samme regler, som der for eksempel også gælder for revisorer og ejendomsmæglere, siger Jes Christian Fisker til Campo.

Efter Jes Christian Fiskers vurdering burde det være et krav, at agenter er forpligtede til at sige nej til alle engagementer, hvor der kan opstå interessekonflikter, nøjagtigt som advokater, ejendomsmæglere, revisorer og mange andre, der rådgiver om aftaler, har pligt til.

Nations League kampen mellem Danmark og Wales i Parken, søndag den 27 september 2026

- Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken. DBU kunne nemt lade sig inspirere af andre brancher og indføre lignende skærpede regler set i forhold til FIFA's minimumsregler. Det ville give langt større beskyttelse for mange spillere og faktisk også for klubberne, siger Jes Christian Fisker, der understreger, at det er tilladt for DBU at indføre den type nationale krav i Danmark, også selv om de ikke gælder i andre lande.

Se tallene: Brøndby bruger kassen på transfers

Større åbenhed vil hjælpe klubber og spillere

Spillerforeningen har i en artikel hos Campo advaret om, hvordan det kan være svært for ikke mindst helt unge fodboldspillere og deres forældre at gennemskue agent- og transfermarkedet.

Spillerforeningen ser tilfælde i udlandet på, at dobbeltrepræsentationsaftaler forsøges sneget ind i aftaler med spillere, uden spillerne bliver oplyst om det.

Efter Jes Christian Fiskers vurdering ville det være en god idé, hvis DBU ud over at forbyde interessekonflikter og dobbeltrepræsentation i dansk fodbold også gav større åbenhed om repræsentationsaftalerne og i god tid inden underskrift gjorde aftaleskabelonerne tilgængelige for offentligheden, så spillere og deres familier kan se, hvordan aftalerne rent faktisk ser ud.

- DBU’s forskellige standardrepræsentationsaftaler har tidligere været offentligt tilgængelige på DBU’s hjemmeside, men af uvisse årsager er dette ikke længere tilfældet, og det er desværre et tilbageskridt.

Jes Christian Fisker opfordrer DBU til at indføre skrappere krav om at undgå interessekonflikter i forbindelse med dobbeltrepræsentation og agentaftaler i det hele taget. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Det samme gælder den nuværende tekniske løsning, hvor DBU's repræsentationsaftaler og standardaftalen til brug for dobbeltrepræsentation end ikke er offentligt tilgængelige til gennemsyn for spillere og deres forældre inden underskrift. DBU’s lukkede fodboldagentplatform harmonerer her på ingen måde med unionens erklærede målsætninger om good governance og transparens, mener Jes Christian Fisker.

- Reglerne og standardaftalerne på dette område, der nu direkte blåstempler dobbeltrepræsentation og de dermed forbundne interessekonflikter, er ikke hensigtsmæssige.

Efter den erfarne advokats vurdering vil det både være i klubbernes og spillernes interesse at få lukket ned for potentielle interessekonflikter og at give øget åbenhed for at hjælpe spillerne.

- Det er forhold, der relativt nemt kan rettes op på, og de har stor betydning for både spillere og klubber. Der er ingen tvivl om, at klubberne på agentområdet har en fælles og sammenfaldende økonomisk interesse med spillerne, og det kan undre, at overenskomstparterne i dansk fodbold ikke her og for længe siden har fundet fælles fodslag og krævet, at DBU gennemfører en forbedring i branchen, siger Jes Christian Fisker.

Indflydelsesrige internationale agenter og agentbureauer har udfordret dele af FIFA's love og regler på agent- og transferområdet via retssager i flere europæiske lande.

Retssagerne har sat en foreløbig stopper for FIFA’s begrænsninger i, hvor stor en betaling, agenter må få i forskellige typer af aftaler, men et forbud mod interessekonflikter bør uanset de verserende sager umiddelbart kunne indføres uden at komme i strid med andre love og regler, da det er helt normale markedsstandarder i en række andre brancher.

Trods manglende nier: AGF-transferbudget stiger

Mest læste

Notifications

Notifikationer