Et år efter FCM-fyring: Jeg glæder mig rent faktisk
Thomas Thomasberg står lørdag overfor FC Midtjylland for første gang siden fyringen i klubben for lidt over et års siden.

For lidt over et år siden kvalificerede FC Midtjylland sig til ligaspillet i Europa League, mens holdet samtidig var inde i en længere ubesejret stime.
Men dagen efter, at den europæiske billet var sikret, smed Ulvene en kæmpe bombe.
Efter to års tid i spidsen for FC Midtjylland fik Thomas Thomasberg stukket en fyreseddel i hånden.
Lørdag står den erfarne danske træner igen ansigt til ansigt med midtjyderne, når FC Midtjylland gæster Thomasbergs OB-mandskab. Og OB-cheftræneren lægger ikke skjul på, at det bliver en speciel oplevelse.
- Ja, det tror jeg, det gør. Der er stadigvæk en del af de spillere, jeg havde med at gøre, og så at sige alle, der sidder ude på bænken og omkring klubben, det er de samme, som da jeg var der for lidt over et års tid siden, siger OB-bossen.
Thomasberg understreger dog, at det ikke er ukendt terræn at stå over for den tidligere arbejdsgiver fra Herning.
- Nu har jeg prøvet at forlade FC Midtjylland ad et par omgange, så det er ikke første gang, jeg skal møde dem i en anden klub. Det gjorde jeg både i Hobro og Randers, så jeg tænker ikke det er noget totalt mærkeligt eller anderledes, siger han og uddyber:
- Jeg glæder mig rent faktisk til at møde dem og forhåbentligt komme ud og konkurrere med dem på lørdag, for det er et rigtig godt hold, vi skal op imod, som ikke har tabt [i Superligaen] i den her sæson, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet


Nummer to mod otte
Inden lørdagens opgør på Nature Energy Park befinder OB sig på Superligaens ottendeplads med otte point i otte kampe.
FC Midtjylland er til sammenligning ubesejret på andenpladsen - tre point efter FC København. Thomasberg ser dog positive tegn hos sit eget mandskab, der senest hentede en sejr i pokalen.
- Vi kommer heldigvis fra en pokalkamp og sejr i Randers, så den selvtillid håber jeg også kan ses på lørdag, siger Thomas Thomasberg.
Kampen fløjtes i gang klokken 18:00.

FC Midtjylland
OB
Thomas Thomasberg













