Krisen kradser for Priske: Skrækstart får konsekvenser
Uroen er stor i Sparta Prag.

Sparta Prag, der danske Brian Priske i spidsen, har fået en uhyre skidt start på den nye sæson.
Fire nederlag i syv kampe og en aktuel 10. plads i den tjekkiske 1. Liga er facit, og det har for alvor pustet til krisestemningen.
Nu får den kritiske sæsonstart konsekvenser.
To medlemmer af Priskes trænerstab er nemlig blevet fyret, oplyser Sparta Prag på sin hjemmeside.
Der er tale om klubbens fysiske træner Ian Coll og dødboldstræneren Jack Wilson.
- Vi har lagt ud med en af Spartas dårligste sæsonstarter i ligaen i lang tid, og det lever på ingen måde op til det, vores fans forventer af Sparta eller til det, vi selv forventer.
- Vi bærer alle ansvaret for det: Ledelsen, trænerstaben og spillerne. På baggrund af resultaterne og præstationerne foretager vi nu ændringer i trænerstaben, og vi forventer en hurtig forbedring, udtaler František Čupr, der er næstformand i klubbens bestyrelse.
Han lægger samtidig op til, at der kan komme flere ændringer.
- Afhængigt af situationens udvikling vil vi tage stilling til, hvad der yderligere skal ske, siger han.

Klubben skriver videre, at man senere vil melde ud, hvem der overtager de to poster i klubben.
Mediet Infotbal.cz nævner danske Christian Clarup som en mulig tilføjelse til Priske trænerstab. Netop Clarup var også en del af Prag-staben i Priske første periode i spidsen for den tjekkiske storklub.
Clarup blev tidligere på året fyret i VfL Wolfsburg.

Sparta Prag
Wolfsburg












