Hvad er Viborgs hemmelighed? Grønning giver svaret
Viborg har fået en stærk sæsonstart, og årsagen er relativt simpel ifølge Jeppe Grønning.

Viborg FF er flyvende.
De Grønne indtager nu en delt førsteplads i 3F Superligaen - ganske vist før resten af rækken har spillet sjette spillerunde, men det skal ikke tage noget fra viborgenserne.
Men hvad er det, der gør Viborg så gode lige nu? Det forklarede Jeppe Grønning efter 2-3-sejren over for TV 2 Sport.
- Vi hænger godt sammen. Vi har en trup, der vil samme vej og arbejder hårdt for hinanden. Vi finder en god balance i vores kampe, hvor vi får vist, at vi kan spille god fodbold. I nogle kampe ser det godt ud, og i andre kampe, som i dag, skal vi tage arbejdshandskerne på og kæmpe for det.
Viborg måtte nemlig tage arbejdshandskerne på, og det skal AC Horsens have ros for, forklarer Viborg-kaptajnen.
- Det var præcis så svær en kamp, som jeg forventede, det ville blive. Ros til Horsens for at gøre det svært for os, fortæller Grønning til TV 2 Sport.

Viborg FF møder Lyngby Boldklub hjemme i næste spillerunde fredag den 4. september.

AC Horsens
Viborg FF












