SL-topscorer uden kontrakt? – FCM og AGF skal holde øje
German Onugkha står uden kontrakt, og det bør flere klubber i Superligaen holde nøje øje med.

Det er lige præcis dén position, der kan holde enhver sportsdirektør i Superligaen vågen om natten.
Særligt nu, hvor vi nærmer os de sidste dage af transfervinduet.
For hvor har vi hørt det mange gange før: Angribere - 9'ere - er svære at få fingrene i til en rimelig pris.
Carsten V. Jensen i AGF har påpeget det flere gange denne sommer, og han står langt fra alene.
Derfor kunne man også fristes til at tro, at flere af Superligaens indkøbschefer slikkede sig om munden mandag.
Her kom det nemlig frem i tyrkiske medier, at German Onugkha har fået revet sin kontrakt over i Kayserispor.
En stor, fysisk stærk angriber, der i 2023/24-sæsonen blev Superliga-topscorer i spidsen for Vejle Boldklub.
- German Onugkha uden kontrakt? De burde slå ørerne ud i midten og den ambitiøse bund i Superligaen - og AGF og FC Midtjylland skal da også overveje, om de har en rolle til ham.
- German Onugkha har scoret flittigt i Vejle og var med til at redde dem i Superligaen - og da Onugkha skulle videre fra Vejle, havde det været en større nyhed, hvis ikke klubber som FCM og AGF i det mindste havde overvejet at hente ham op, siger Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen.
AGF har ikke fået lappet hullet efter Patrick Mortensen, og selvom Onugkha er svær ikke i det mindste at overveje i Aarhus-klubben, så er matchet med den tidligere Superliga-topscorer måske ikke lige så godt, som det var engang.
- I dag tror jeg ikke, Onugkha vil passe specielt godt til AGF, hvor man skal passe pligterne i presspillet, og det skal man også i FC Midtjylland. Men som rambuk og hovedstødsfarlig angriber vil han være fed at have i begge klubber, hvis han kunne leve med ikke at spille 90 minutter hver gang.
- Det er ikke den starter, FC Midtjylland skal have i stedet for Franculino, og henter AGF ham, skulle der ideelt også en forward til ind, hvis Youssouph Badji og Richmond Gyamfi tager videre. Men som idé og alternativ løsning vil han være spændende, hvis han kan bare 80 procent af, hvad han kunne i forårene 2024 og 2025.

Men selvom det måske ikke bliver FCM eller AGF, der sætter kløerne i den kontraktfri angriber, så er der i nærmest endnu højere grad andre, der bør gøre et forsøg:
- Hvis Horsens, Viborg, Randers eller Silkeborg kan rumme ham, kunne det også være interessant at se Onugkha der. I den rigtige ramme kan han gøre en stor forskel, også selv om det gik skævt i FC København.
- Det mest sandsynlige er, han ender i en klub i Sydeuropa eller Mellemøsten, eller tilbage i Rusland, men er man på jagt efter en målmager i Superligaen, vil der være mange værre bud end Onugkha, siger Troels Bager Thøgersen.
I sin tid i Vejle blev det i alt til 39 scoringer i 88 kampe for den German Onugkha.

AGF
FC Midtjylland
Vejle Boldklub












