Kom nu lige, Tullberg – det er dit hold da for godt til?
FC Midtjylland leder fortsat med lys og lygte efter den gode præstation.

FC Midtjylland slog søndag vejen forbi Lyngby Boldklub til sæsonens tredje Superliga-kamp.
Med maksimumpoint efter en 3-2-sejr over Sønderjyske og en 2-1-sejr over AC Horsens, var favoritværdigheden atter i FCM's favør, selvom det var på udebane for midtjyderne.
Men Lyngby Boldklub bød i dén grad FCM op til dans, ligesom De Kongeblå tidligere har haft for vane at gøre det.
Derfor endte det også med en helt fortjent 1-1-kamp og FCM's første pointtab.
Læs Campos Konklusion fra opgøret nedenfor
Højdepunktet
Det må simpelthen være de to mål, som kampen bød på.
Efter at være blevet skiftet ind i pausen, diskede Stanley Iheanacho op med en imponerende soloaktion. Fra en spids vinkel i Lyngby-feltet fik han driblet sig fri til en afslutning, som blev hamret op i fjerneste målhjørne. Når han spiller, så gør han det med alt, hvad han har. En seværdig og underholdene usleben diamant, der med det rette held og coaching kan blive spændende at følge som sæsonen skrider frem.
Det var dog ikke kun den unge FCM-nigerianer, der havde et flot mål med i rygsækken. Det havde det tidligere FCM-talent, der nu tørner ud for Lyngby Boldklub, Gustav Fraulo, også.
Små 10 minutter efter FCM's føringsmål fik han nemlig bragt balance i regnskabet, da han trak ind i banen og huggede til fra distancen, hvor fra han kunne se Elias Olafsson strække sig i fuld figur, men ikke nå ud til bolden i det lange hjørne. Ren og skær kvalitetsafslutning.
Nedturen
Kom nu lige, Mike Tullberg og FCM. Det var sæsonens tredje Superliga-kamp, og fordi man har mødt - med al respekt - Sønderjyske, AC Horsens og Lyngby Boldklub, har det kastet syv point af sig.
Men havde modstanderne heddet FC København, Brøndby og FC Nordsjælland, så er det svært at forestille sig, at de præstationer havde kastet meget mere end måske et enkelt heldigt point af sig.
Det er simpelthen ikke godt nok, når halvdelen af ens startellever er deciderede Superliga-profiler. Philip Billing, Franculino, Dario Osorio, Mads Bech, Rasmus Nissen Kristensen, Elias Olafsson - de ville alle gå direkte ind i startelleveren på ethvert andet hold i Superligaen. Pointhøsten er ud fra et isoleret perspektiv godkendt, men præstationerne skal blive bedre meget snart, hvis FCM ikke skal miste prædikatet af forhåndsfavorit til DM-guldet.
Overraskelsen
Lyngby Boldklub har haft stor ære sæsonens første kampe. Også selvom det pointmæssigt ikke ser vildt og voldsomt ud i tabellen.
Men en flot kamp i Parken og nu endnu en bundsolid præstation mod FC Midtjylland - det lover altså godt for De Kongeblå under ledelse af Mikkel Jespersen og Andreas Bjelland.
Helt frem til de døende minutter var de ved at stjæle sejren, og havde Lauge Sandgrav haft lidt mere skarphed i støvlerne, var det nok blevet til en Lyngby-sejr i dag.
Det er imponerende, hvordan Superliga-oprykkeren både tør og kan presse højt mod en modstander som FC Midtjylland i så store dele af kampen.
Det mindede langt hen ad vejen om et jævnbyrdigt Bundesliga-opgør med den måde, de to hold spillede på. Mikkel Jespersen har selvfølgelig også erfaring med sig fra Mainz som assistent for Bo Henriksen, mens Mike Tullberg er oplært på Dortmunds akademi. Måske de tyske takter var med til at neutralisere hinanden?

Det holder Campo øje med
FC Midtjyllands luftvåben.
Midtjyderne har i efterhånden flere sæsoner været kendt både nationalt og internationalt for sine styrker i forbindelse med dødbolde.
Nu har man hentet tårnhøje Magnus Jensen, der søndag fik debut på sin gamle hjemmebane i Lyngby - og gjorde det fint.
Han er samtidig endnu en brik i det midtjyske artilleri, der over en hel sæson med sikkerhed kommer til at kaste flere plusser end minusser af sig.
FC Midtjylland
Lyngby Boldklub












