Spøger i FCK – nu meldes han på blokken i England
Jonas Kersken er i ugens løb blevet rygtet til FC København. Nu har en ny engelsk klub meldt sig på banen.

Hvem skal vogte buret i FC København i den kommende sæson?
I den seneste sæson var det Dominik Kotarski, der havde tjansen mellem stængerne, men kroaten var ikke altid sikkerheden selv i det københavnske bur.
Det forlyder tilmed, at kroatens agenter er ved at sondere markedet forud for en eventuel transfer.

I de seneste dage er FC København blevet sat i forbindelse med den tyske målmand Jonas Kersken, der til daglig slår sine folder i 2. Bundesliga-klubben Arminia Bielefeld.
Det bliver dog ikke uden kamp, hvis FC København skal lande den 25-årige keeper.
Tyske Kicker har allerede beskrevet, at der foruden FC København er interesse fra belgiske Union Saint-Gilloise, ligesom at en unavngiven klub i Premier League også skulle have et godt øje til målvogteren, der også er i besiddelse af engelsk statsborgerskab.

Og det er netop også fra engelsk side, at en ny bejler nu har meldt sig ind i kampen om den tyske målmand.
I hvert fald skriver mediet Fussballtransfers.com, som henviser til The Athletic, at Championship-klubben Birmingham også har meldt sig ind i jagten på Jonas Kersken.
Det bliver dog ikke nogen billig fornøjelse, hvis keeperen skal hentes til hovestaden. Kicker mener i hvert fald at vide, at Kersken skal koste i omegnen af to til tre millioner euro, hvis det vel at mærke er en Premier League-klub, der vil have fingrene i ham.
I seneste sæson blev det til 35 kampe i målet for Jonas Kersken i Arminia Bielefeld, hvor målvogteren holdt buret rent syv gange.
Han står i alt noteret for 126 kampe og 39 clean sheets for den tyske klub.
Jonas Kersken har kontrakt med klubben frem til sommeren 2028.

FC København
Union Saint-Gilloise












