Forventer forvandlet FCK: Sidste sæson er ikke et tema Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forventer forvandlet FCK: Sidste sæson er ikke et tema

FC Københavns nye mand, Alex Král, forventer, at holdet igen kommer til at kæmpe med om titlen i den nye sæson.

Alex Kral træner med FC København
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sidste sæson var en gedigen skuffelse for FC København.

For første gang i klubbens historie måtte Løverne tage til takke med en plads i Superligaen kvalifikationsspil efter et horribelt forår, som endte med at koste Jacob Neestrup jobbet.

Men alt det er i fortiden, fastslår FC Københavns nye midtbanemand, Alex Král, der forventer, at holdet kommer til at kæmpe med om titlen i den nye sæson.

Det er blot en lille uge siden, at FC København kunne præsentere nyerhvervelsen Alex Král på en fri transfer. Og spilleren er klar til at træde ind på holdet, fortæller han til Viaplay.

- Jeg er spændt. Jeg er glad for, at jeg endelig er med holdet, og jeg har det godt efter ferien. Jeg har masser af energi, og det er jeg klar til at vise i den nye sæson, lyder det fra Alex Král.

Selvom sidste sæson altså bød på en alvorlig nedtur, blæser der dog nye vinde på Østerbro, og spilleren er ikke i tvivl om, at holdet er klar til den nye sæson.

Du kan se interviewet øverst i artiklen.

Alex Kral træner med FC København
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Vi har virkelig god individuel kvalitet, og drengene viser styrke. Jeg tror, vi har alt, hvad vi har brug for til den kommende sæson. For mig handler det om at finde ud af, hvad der forventes af hver spiller, og det tror jeg er noget, som kommer løbende, siger han til Viaplay.

I den forgangne sæson missede FC København for første gang mesterskabsspillet, hvilket satte sig aftryk på københavnerne, som til tider så rådvilde ud. Men humøret er meget bedre når, er fornemmelsen hos den nye mand.

- Jeg tror, at humøret er meget bedre. Jeg var her ikke i sidste sæson, så for mig er det svært at sammenligne, men jeg tror, at alle forstår, at sidste sæson var en skuffelse hovedsageligt for spillerne men også for fansene.

Og målet er klart for den tjekkiske midtbanespiller.

- I den nye sæson forventer vi ny energi, eftersom holdet og spillerne er ændret en smule, og selvfølgelig er vi klar til at kæmpe om titlen, understreger han.

Sidste sæsons massive skuffelse er dog ikke noget, der har været et tema, siden Král kom til klubben, lyder det fra nyerhvervelsen.

- Ikke rigtig [noget vi taler om, red.]. Jeg har været her i to dage, så jeg ved det ikke rigtigt, men drengene har selvfølgelig snakket om det, og alle føler det. Det er mange erfarne spillere, og de ved, hvad de er nødt til at gøre i næste sæson, siger han til Viaplay.

FC København tager senere i dag torsdag hul på den nye sæson. Her møder Løverne FC Polissya i anden kvalifikationsrunde til Conference League.

Opgøret starter klokken 20.00.

Ny melding: Højgravid kone holder FCK-profil hjemme fra brag

Mest læste

Notifications

Notifikationer