Bombe: Anmelder FIFA-boss i Trump-sag
Gianni Infantino og FIFA’s villighed til at bøje sig for amerikansk pres får nu et juridisk efterspil.

Det vakte meget stor opsigt og vrede i international fodbold, da FIFA efter pres fra Donald Trumps amerikanske regering og magtapparat lod USA's angriber Folarin Balogun spille i VM-ottendedelsfinalen mod Belgien.
UEFA og en lang række store stemmer i fodboldverdenen kritiserede beslutningen sønder og sammen, da den inviterer til mere politisk pres i fremtiden og indblanding i det sportslige for at hjælpe stærke interessers foretrukne fodboldhold.
Og nu afslører præsidenten for Norges fodboldforbund Lise Klaveness i et interview med The Times, at hun og Norges fodboldforbund melder FIFA-præsident Gianni Infantino til FIFA's egen etiske komité i sagen.
- Når du bøjer reglerne på den måde, er du på en glidebane, der bringer hele spillet i fare. Det er bekymrende for spillet, når du kompromitterer spillets grundlæggende regler, siger Lise Klaveness til The Times.
- Hvis du begynder at tilpasse dig på den måde til statsledere og staters politik, flytter du din og organisationens adfærd, og også den røde linje for, hvad statsledere skal blande sig i. Og det skete, siger Klaveness videre.

Lise Klaveness opfordrer Gianni Infantino til at erkende, at beslutningen var en fejltagelse.
FIFA-præsidenten har efter slutrunden skamrost VM-slutrunden, og der er i disse uger diskussioner i kulissen såvel som offentligt om at udvide det kommende VM i 2030 til 64 hold.
USA's præsident Donald Trump og hans regering luftede tidligere i denne uge idéen om at gøre Gianni Infantino til ny generalsekretær for FN - læs mere om det her.














