Massivt politiopbud efter AGF-kamp: Tumult mellem fans
Østjyllands Politi fortæller til Campo, at der efter AGFs møde med polske Lech Poznan opstod tumult foran stadion.

Tirsdag aften måtte AGF se sig slået af polske Lech Poznan, da de danske mestre indledte kvalifikationen til Champions League.
Her havde en masse aarhusianere taget turen til Randers, hvor AGF har lejet sig ind til de europæiske kampe for at opfylde UEFAs stadionkrav.
Efter kampen opstod der problemer på Viborgvej, der løber tæt foran Cepheus Park i Randers, hvor der måtte sendes en masse politi, MIK-deling samt hundepatruljer for at gennemsøge området.
En video på Instagram viser, at der var et massivt opbud af politi samt slåskamp mellem enkelte fans.
Østjyllands Politi bekræfter til Campo, at der var optræk til tumult på parkeringspladsen ved den svømmehal, der ligger lige uden for Cepheus Park, hvorfor det var nødvendigt for politiet at gribe ind.
- Efter kampen har vi været til stede deroppe med en masse mandskab, og på et tidspunkt, da folk har været ved at forlade stadion, så er der henne på parkeringsområdet omkring svømmehallen, opstod der noget tumult.
- Vi var heldigvis derhenne og fik ret hurtigt skilt folk ad og fik gelejdet folk videre ud af byen.

- Vi har været deroppe og har bare kunnet konstatere, at der jo var optrækkeri til et eller andet, og har så sat en masse mandskab ind for at skulle partnerne ad, lyder det fra Østjyllands Politi.
På videoen, der er delt på Instagram med klip efter kampen i Randers, beskrives, at en AGF-fan blev overfaldet af polske fans. Det er dog ikke noget, politiet har kendskab til, eftersom de ikke har modtaget nogen anmeldelser efterfølgende.
Politiet foretog heller ikke nogen anholdelser i forbindelse med tumulten.
Efterfølgende har politiet også været til stede i det aarhusianske natteliv, hvor der også opstod mindre tumult.
Generelt har politiet ikke oplevet store problemer i forbindelse med AGF-kampen.
- Overordnet set, i forhold til, hvor mange mennesker der har været, så synes vi egentligt, at det er gået forholdsvis godt deroppe. Vi har ikke haft de store politimæssige udfordringer.
- Senere i løbet af aftenen har vi også haft rigtig mange patruljer til stede i nattelivet i Aarhus, og der har også har været enkelte gange, hvor vi har stillet os imellem nogle grupper. Men der har ikke været større ting, fortæller Østjyllands Politi.
AGF tabte det første kvalifikationsopgør mod Lech Poznan med 1-4.
Returopgøret spilles i Polen i næste uge, onsdag den 29. juli med kampstart kl. 18:00.

AGF












