DBU erkender fejl i behandlingen af Cornelius-karantæne
To medlemmer af Fodboldens Disciplinærinstans burde ikke have taget del i sagen om Andreas Cornelius.

Der er sket en fejl i behandlingen af disciplinærsagen mod Andreas Cornelius.
Det oplyser DBU på sin hjemmeside tirsdag.
To medlemmer af Fodboldens Disciplinærinstans burde nemlig ikke have taget del i sagens behandling på grund af inhabilitet.
DBU forsikrer dog, at fejlen ikke havde indflydelse på afstemningens resultat, der i sidste ende endte med at koste FCK-angriberen en spilledags karantæne.
Helt konkret har seks medlemmer af Fodboldens Disciplinærinstans behandlet sagen og afgivet stemmer.
Her blev beslutningen om at idømme Andreas Cornelius en spilledags karantæne truffet med stemmerne 4-2.
De to medlemmer, der ikke burde have deltaget på grund af inhabilitet, stemte dog begge imod karantænen. Afstemningen ville altså have heddet 4-0, hvis de - som de burde - ikke havde taget del i sagen.

Det er medlemmerne Teddy Pedersen og Lars W. Knudsen, der burde have været erklæret inhabile, fordi de er aktive i henholdsvis Sønderjyske Fodbold og Randers FC, og sagen har sportslig betydning for Superligaen.
- Det er meget beklageligt, at der er sket en administrativ fejl. Da jeg blev klar over fejlen, reagerede jeg med det samme for at afdække, hvad der var gået galt. Det er en fejl, der ikke må ske, og som jeg tager det fulde ansvar for.
- Heldigvis har den ikke ændret resultatet i denne sag, men det kunne have set anderledes ud. Derfor gennemgår vi nu vores administrative processer for at undersøge, hvad vi skal gøre anderledes, siger Andreas Høj, direktør for Kommunikation og Governance i DBU.
Andreas Cornelius blev idømt en spilledags karantæne for sine udtalelser efter 2-1-nederlaget mod FC Midtjylland. Her fik han udtalt, at "han og holdkammeraterne i en periode havde følelsen af, at de spillede 11 mod 12".
Det blev opfattet som direkte kritik af kampens dommer, Jacob Karlsen.
At fejlen er fundet sted kommer nu til at få Fodboldens Disciplinærinstans til at ville kigge tilbage på tidligere sager.
- Vi kommer nu til at gennemgå alle kendelser fra de seneste år for at sikre, at der ikke er sket lignende fejl. Samtidig vil vi række ud til klubberne for i fællesskab at se på, hvordan vi kan forbedre de administrative processer og eventuelle andre forhold omkring Fodboldens Disciplinærinstans' arbejde. Det skal naturligvis ske med respekt for instansens uafhængighed, siger Andreas Høj.
Andreas Cornelius har allerede afsonet karantænen. Det gjorde han, da FC København spillede 1-1 hjemme mod AGF søndag.

FC København
Randers FC
Sønderjyske












