Fin transfer, FCK: Men nu køber I snart ind, ikke?
ANALYSE: FCK har solgt Pantelis Hatzidiakos til PAOK. Her er Campos karakterbog til transferen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.
Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.
Det er blevet sommer, og derfor sætter Campo gang i transfer-karakterbogen for at se nærmere på, hvordan transferen ser ud før, at spilleren optræder for sin nye klub.

Pantelis Hatzidiakos
Midtstopper, 29 år
FC København til PAOK
Karakter til FCK: 6
PAOK: 7
Pantelis Hatzidiakos: 6
Campos skala går fra 0 til 10 med 5 som middel
Vurdering: FC København
Man kan ikke helt sige sig fri for at være nervøs på FCK's vegne, når man sælger en habil græsk landsholdsspiller, samtidig med at man ikke ligefrem svømmer i midtstoppere.
Der skal flere spillere til, men man har trods alt fået Felix Beijmo ind i klubben og har Gabriel Pereira gående, så der bør være nok folk til sæsonstarten og ikke mindst de to Conference League-kampe mod Polissya fra Ukraine.
Og når det så er sagt, er det fint at sende Hatzidiakos videre for sådan cirka samme penge, man købte ham for sidste år, hvis det ikke er en spiller, FCK tror på til startopstillingen.
Der er det for dyrt at have en 29-årig siddende på den måde, og uden at det er nogen større eller vigtig handel, giver det mening – såfremt FCK har tænkt sig at hente en spiller til til kæden og igen sender Munashe Garananga afsted igen.
For det er vigtigt nu: Nu skal der altså spillere ind i FCK, ikke bare i forhold til forsvaret men for at give et yderligere boost end frie transfers til Felix Beijmo og Alex Král.


Vurdering: PAOK
Det er ikke sommerens største transfer i Grækenland, men for PAOK ligner det en udmærket aftale i den kamp om at nå toppen, der venter mod Olympiakos, AEK og Jacob Neestrups Panathinaikos.
Den græske landsholdsspiller har faktisk aldrig spillet seniorfodbold i Grækenland, da han har en hollandsk mor og voksede op i Holland, hvor han også nåede at spille lidt for ungdomslandsholdene.
Pantelis Hatzidiakos vinder ikke et mesterskab til klubben fra Thessaloniki, men det er en udmærket, erfaren tilføjelse til holdet, der ikke suger hele budgettet.

Vurdering: Pantelis Hatzidiakos
Det blev ikke for alvor fantastisk for Hatzidiakos, på trods af at han i perioder spiller en udmærket rolle i guldsæsonen 2024/25.
Midterforsvaret var del af de dårlige måneder i sæsonen, og med en ny sportsdirektør og cheftræner er det logisk at søge en anden mulighed.
Han kommer hjem til Grækenland for første gang i 15 år, som han forlod efter at være vokset op på Rhodos.
Det ligner et fornuftigt valg, og der er et hul på holdet efter, Dejan Lovren er stoppet og den italienske reserve Alessandro Vogliacco er taget hjem til Genoa.

FC København












