Bertelsen morer sig over AGF-besøg i Randers: Lidt en Aarhus-historie
Randers-cheftræner Rasmus Bertelsen har intet problem med at lokalrivalerne fra AGF i aften indtager Cepheus Park. Det fortæller han til Campo.

📍 Campo på Cepheus Park Randers
Der er så småt ved at blive pyntet op til AGF-fest i Randers.
I aften indleder de danske mestre jagten på Champions League i anden kvalifikationsrunde, hvor polske Lech Poznan er modstanderen.
Det midlertidige stadion i Vejlby lever ikke op til de europæiske krav, så AGF har været nødsaget til at spørge Randers FC til låns.
Mens AGF-logoer bliver plastret til på stadionfacaden og videoer fra mesterskabsfesten kører i loop på skærme inden for, rører det ikke Rasmus Bertelsen, at rivalerne i aften indtager Cepheus Park.
Det fortæller Randers-træneren til Campo.
- Det har jeg det fint med (at AGF låner sig ind på Cepheus Park, red.). Det er jo en naturlig del af fodbold nogle gange, at der er omstændigheder, hvor stadion ikke kan bruges. Selvom der er en sund rivalisering mellem klubberne, skal det stadig være sådan, at vi også er kolleger og kan hjælpe hinanden.
- Vi spillede også vores top 6 playoff-kamp i Vejlby for en enkelt sæson siden. Sådan må det være i fodbold. Selvom vi er hårde konkurrenter, så skal vi også kunne være gode kolleger, når det er nødvendigt, siger Rasmus Bertelsen til Campo.
Der er komplet udsolgt til aftenens AGF-kamp i Randers, men tanken om et stadion fuld af hvide trøje skræmmer ikke Bertelsen.
- Det ville være værre, hvis vi spillede mod AGF og der var hvide trøjer. Det tror jeg, ville være mærkeligt. Hvis ikke de jokker i spinaten, så får de vel en del hjemmekampe her i løbet af efteråret. Det er jo også lidt en sjov historie, at når de lykkes med at vinde et mesterskab, så spiller de på et midlertidigt stadion og kan ikke spille europakampe på.
Er det lidt det, man kan kalde en Aarhus-historie, måske?
Artiklen fortsætter efter billedet.


- Det kan du sige. Det er i hvert fald lidt typisk.
- Nu er jeg jo selv fra Aarhus, så det der med, at man har ventet så mange år på at vinde et mesterskab, så sker det præcis det år, hvor man ikke spiller på sit rigtige stadion. Det er bemærkselsværdigt. Men jeg fulgte festen lidt ude fra, og det så stadigvæk fint nok ud for dem, siger Rasmus Bertelsen til Campo.
Opgøret mellem AGF og Lech Poznan bliver sparket i gang klokken 19.00 på Ceres Park... nej Cepheus Park i Randers.
Til opgøret må Jakob Poulsen undvære flere AGF-profiler.
Læs mere her:

AGF
Randers FC












