Dansk eksprofil: Det skal AGF vide om Lech Poznan Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Dansk eksprofil: Det skal AGF vide om Lech Poznan

Tidligere fodboldspiller Lasse Nielsen deler ud af sine erfaringer fra to år i Lech Poznan.

Lasse Nielsen under en træning i OB.
Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Tirsdag går det løs for AGF.

Sæsonen skydes officielt i gang, og noget anderledes end man er vant til i Aarhus.

Aftenen byder nemlig på et opgør i Champions League-kvalifikationen, efter det i sidste sæson blev til et historisk dansk mesterskab.

Modstanderen lyder på den polske mester i form af Lech Poznan, hvor 39-årige Lasse Nielsen tidligere har tilbragt to år af sin karriere.

Lasse Nielsen endte tilbage i 2016 i Lech Poznan ved lidt af et tilfælde.

Den polske klub var taget til Brøndby Stadion, hvor han sammen med sine holdkammerater i OB var på besøg.

Egentlig var Lech Poznan der for at kigge nærmere på Ari Skulason, men Lasse Nielsen spillede så god en kamp, at han den efterfølgende sommer skiftede til Poznan.

Det medførte et skifte, der på mange måder også var en øjenåbner.

- Første gang jeg hørte fra Lech Poznan og polsk fodbold, der var jeg lidt skeptisk. Men jeg tog selvfølgelig afsted og blev bare blæst bagover fra start.

Polen havde sammen med Ukraine været værter for EM 2012, hvor Poznan var en af værtsbyerne. Det havde også medført et opgraderet stadion, som gjorde stort indtryk på Lasse Nielsen.

- Da jeg kom ned og så det stadion, som var blevet opgraderet noget så gevaldigt, og samtidig mærkede stemningen i byen, der sagde jeg, at "det her skal jeg bare".

Lasse Nielsen blev fra start holdkammerat med Nicki Bille, inden også Christian Gytkjær senere kom til.

Generelt kender han Lech Poznan som en klub, der er glade for skandinaviske spillere - og nu også trænere i form af nuværende cheftræner Niels Frederiksen.

Lasse Nielsen under en træning i OB.
Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Ekstreme fans

Noget af det mest mindeværdige ved Lech Poznan er klubbens fans.

På det personlige plan fik Lasse Nielsen en drømmestart i klubben, da han i sin første gældende kamp var med mod Legia Warzawa i Super Cuppen, hvor han scorede til 2-1 i det, der endte som en 3-1-sejr til Poznan.

- Så var man ligesom godkendt. Det var megafedt.

Det er dog ikke udelukkende en dans på roser at spille foran Lech Poznans fans. Lasse Nielsen beretter nemlig også om det, han selv kalder for en "ekstrem fankultur".

- Det var jo meget meget sort-hvidt, må man sige. Det pres, man er under som spiller i Polen, var noget af det, jeg oplevede som den helt store forskel. Havde du vundet, så blev du jo nærmest båret igennem byen på en kongestol, hvis man bevægede sig ud.

- Men havde man tabt, så var der faktisk uger, hvor man holdt sig på stadion og i de boligkomplekser, som vi boede i. Det var ikke sådan, at man følte sig utryg, det var bare...

- Man skulle i hvert fald acceptere, at man fik nogle kommentarer. Folk var sgu meget ærlige, og specielt som udlænding, siger Lasse Nielsen.

Han erindrer en episode, hvor han undervejs i en kamp blev skiftet ud og endte med at sidde ved siden af flere skandinaviske holdkammerater på bænken, mens Lech Poznan var i færd med at tabe.

- Der bliver filmet ud på et tidspunkt, hvor vi sidder og smiler over et eller andet. Efterfølgende filmede kameraet op på måltavlen.

- Det endte med at blive blæst stort op. Der var jeg glad for, at jeg ikke kunne forstå alt på polsk.

Foto: Jennifer Lorenzini/REUTERS

Den tidligere Lech Poznan-stopper mener samtidig, at lige netop de polske fans kan komme til at spille en rolle, når AGF inden længe skal stifte bekendtskab med dem først i Randers og senere i Poznan.

- Opbakningen er der altid. Det vil AGF også mærke, når de kommer til Poznan. Det er lidt specielt, for der er bare konstant larm gennem hele kampen, så det er ikke den samme fornemmelse som i Danmark, hvor stemningen stiger lidt hvis det eksempelvis trækker op til en stor chance.

- Det skal man lige vende sig til. Men ret hurtigt, og sådan er det jo for de fleste professionelle fodboldspillere, så kommer man jo ind i sådan en osteklokke, og så er det jo en fodboldkamp, der er i gang.

- Men det er klart, at hvis du som spiller lige stopper op undervejs og kigger op og ser, hvad der foregår på tribunerne, så kan det jo sagtens give et ekstra pres for især udeholdet. Det er også lidt meningen, når de kommer ned i sådan en heksekedel der.

Det er dog ikke kun i Polen, at AGF skal forholde sig til Poznans fans - det skal man også på Cepheus Park i Randers.

Og de har et ry for at gøre sig bemærket på diverse udebaner i både Polen og Europa.

- Det var jo det, vi oplevede, når vi ellers fik lov til at have udefans med.

- Det siger jo også noget om, at der jo var flere gange, hvor de havde skabt så god stemning, eller så meget ballade, at vi ikke måtte have dem med. De kunne jo forvandle sådan et udebaneafsnit til noget virkelig ekstremt, og det skulle man også lige vende sig til.

- Men det er jo med til at sætte hele stemningen for kampen. Så det tænker jeg kun, at AGF skal hilse velkommen.

AGF-profil glad for nye indkøb

Arbejderklub

Når AGF i næste uge tager imod Lech Poznan, skal spillerne i Aarhus-klubben indstille sig på et opgør mod det, som Lasse Nielsen beskriver som en 'arbejderklub'.

Der bliver fightet, der bliver gået til stålet. Og det passede Lasse Nielsen ganske godt, dengang han selv trak i Poznan-trøjen.

- Generelt set var jeg meget, meget glad i klubben, og jeg er også en type spiller, der er meget ærlig på banen. Jeg gav altid alt, jeg havde, og det havde de respekt for, for det var lidt det, der var kulturen. Det er jo en arbejderklub på den måde.

AGF skal dog ikke umiddelbart frygte for, at Lech Poznan 'går over stregen'.

- Det var ikke fordi, vi havde ry for at være ufine på den måde.

AGF kommer til opgøret som dansk mester, mens Lech Poznan har vundet det polske mesterskab to sæsoner i træk.

AGF får en hed kamp på udebane mod den polske topklub. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Til spørgsmålet om, hvem han tror står tilbage som samlet sejrsherre af de to, har Lasse Nielsen ikke nogen klar favorit - men mavefornemmelsen giver nogle få ekstra procenter i Poznans favør.

- Jeg forventer en ekstrem lige kamp med en lille favoritværdighed til Poznan.

- Men hvis AGF kommer godt fra den første kamp, så tror jeg også på, at de rider videre på en eller anden bølge fra det her mesterskab, hvor de jo viste, hvor stærke de er.

Hvem holder du med?

- Det er svært, for jeg har altid haft det sådan, at jeg holder med danske hold i Europa. Men når de så møder en tidligere klub, hvor jeg har været glad for at være, så er jeg jo nødt til at sige, at jeg vil smile med det ene øje og græde med det andet, uanset hvem der går videre.

AGF og Lech Poznan ramler sammen med Cepheus Park i Randers tirsdag den 21. juli klokken 19.00.

David mod Goliat: Her bliver AGF most af Lech Poznan

Mest læste

Notifications

Notifikationer