Fra Superliga til Süper Lig: Bekræfter stort salg
FC Fredericia har bedrevet et af klubbens største salg nogensinde.

I sidste sæson stod den på Superliga. I den kommende sæson heder det Süper Lig.
Jakob Jessen skifter nemlig FC Fredericia ud med tyrkiske Kasımpaşa.
Det bekræfter den danske klub i en pressemeddelelse tirsdag.
I samme ombæring gøres det klart, at salget er et af de største i FC Fredericias historie.
Superliga-nedrykkeren kommer ikke ind på, hvad man helt præcist får for den 22-årige back, der ifølge Transfermarkt har en værdi af 800.000 euro, svarende til lige knap seks millioner kroner.
- Jakob er et rigtig godt eksempel på, hvad der kan ske, når talent, hårdt arbejde og de rette rammer går op i en højere enhed. Han kom til klubben efter en periode, hvor vejen videre ikke var oplagt, men han har fra første dag arbejdet målrettet og taget ansvar for sin egen udvikling.
– Især gennem det seneste halvandet år har han udviklet sig enormt og været med til at flytte både holdet og klubben. Derfor er det også et meget fortjent næste skridt for Jakob. Vi er stolte af det forløb, vi har haft sammen, og af at vi kan sende ham videre til en stærk liga og en klub som Kasımpaşa, siger FC Fredericia-direktør Stig Pedersen.

Jakob Jessen havde kun et enkelt år tilbage af sin aftale i FC Fredericia.
- Det er selvfølgelig en spiller, vi sportsligt gerne ville have beholdt, men det her er samtidig en mulighed, som giver rigtig god mening for både Jakob og FC Fredericia. Hele forløbet viser, at man kan komme til Fredericia, udvikle sig, præstere på et højt niveau og spille sig videre til store adresser i udlandet. Det er vi både glade for og stolte af, siger Stig Pedersen.
Den unge back kom til Fredericia fra OB i 2023. Siden har han noteret sig 94 førsteholdskampe.
I sidste sæson tog han del i 32 ud af 32 mulige Superliga-kampe.
FC Fredericia












