Hvilken position skal NK spille? Her er Tullbergs tanker
Hvor skal Rasmus Nissen Kristensen spille henne?

📍Campo i Ikast
Der var en halv fodboldskole og en hel FCM-trup til stede, da Rasmus Nissen Kristensen havde første træningspas hjemvendt til FC Midtjylland.
Landsholdsspilleren er købt fri for et beløb op mod 45 millioner kroner, og der bliver rigeligt at rive i i den kommende sæson, hvor FC Midtjylland meget gerne vil spille med om DM-guldet og helt sikkert kvalificere sig til Champions League i efteråret 2027, mens man denne sommer går efter at komme i Europa League.
Men et spørgsmål presser sig på: Hvor skal 'NK' spille?
Rasmus Nissen Kristensen bliver næppe at finde i angrebet eller som central midtbanespiller med kæmpe arbejdsradius eller kælne sukkerbolde til tre forwards, så langt er vi med.
Men hvor i forsvaret er der egentlig bedst plads og mest behov?

Den overvejelse har FCM-cheftræner Mike Tullberg haft gang i i et stykke tid, og svaret er ikke entydigt.
- Det var få kampe, hvor vi spillede med fire [i forsvaret]. Det giver os en spiller, der kan variere lidt i en trebackkæde på højre side og faktisk også spille inde i midten, siger Mike Tullberg.
- Han kan spillede wingback, og han kan spille i en firebackkæde til højre. Så det giver os noget, og jeg synes også, det giver noget i forhold til rotationer på banen, hvor vi har roteret meget med Victor [Bak]. Så det giver mig lidt mere frihed på højre side, siger FCM-cheftræneren.
- Jeg håber også, det giver lidt i spillet på bolden. Nu må vi se, hvordan vi får det strikket sammen. Ud over, det er en vigtig spiller, er det også en taktisk vigtig brik, der giver mig nogle muligheder, jeg ikke på samme måde har haft, siger Tullberg.
Fra kamp til kamp
Mike Tullberg ser ikke flertydigheden som noget problem.
Han vil gerne have muligheden for at flytte på sin nye anfører, noget Rasmus Nissen Kristensen også selv var inde på i præsentationen tirsdag og efter det første træningspas onsdag.

- Favoritpositionen, den kan vi ikke sige, hvad er. Det kommer an på, hvilken kamp, vi spiller. Der kan være kampe, også i Europa, hvor vi har et mere defensivt udgangspunkt, og så er der andre kampe, hvor der kan være et mere offensivt udgangspunkt. Vi må se, hvordan kampene ligger til os, og hvem vi har til rådighed. Men det er i hvert fald en spiller, der kan dække flere positioner, siger Mike Tullberg.
FC Midtjylland får hurtigt brug for 'NK's evner, da man 23. juli spiller en vital Europa League-kvalifikationskamp ude mod Besiktas i Istanbul.
Lørdag fik forsvarsspilleren et uformelt kamp-comeback, da FCM slog Silkeborg 4-2 i en træningskamp.

FC Midtjylland
Mike Tullberg
Rasmus Nissen Kristensen












