Officielt: Esbjerg napper Superliga-keeper på leje
William Lykke udskifter for en stund FC Nordsjælland med Esbjerg fB.

William Lykke drager fra det nordlige Sjælland til det vestlige Jylland.
Onsdag oplyser Esbjerg fB nemlig, at klubben har lejet målmandstalentet i FC Nordsjælland.
Lejeaftalen gælder for hele 2026/27-sæsonen. Ifølge Tipsbladet er der dog ikke inkluderet en købsoption i aftalen.
Det næste års tid skal 21-årige Lykke derfor fortsætte sin udvikling i Esbjerg, og han har fået et godt indtryk af klubben, fortæller han til Esbjergs hjemmeside.
- Jeg glæder mig rigtig meget over at komme til EfB. Det er en stor klub med en stærk historie og en god fanskare, som jeg ser meget frem til at spille foran.
- Jeg har fået et rigtig godt indtryk af klubben og det projekt, der er i gang. Det er en ung og ambitiøs trup, og jeg glæder mig til at blive en del af holdet, arbejde hårdt hver dag og bidrage til, at vi når vores mål, udtaler han.

Lykke er Esbjergs tredje transfer, da man også har hentet Oskar Boesen og Gustav Bjerge.
Keepertalentets kontrakt i Farum løber frem til sommeren 2029.
Det er anden gang, FC Nordsjælland udlejer talentet.
I sidste sæson var han kortvarigt på leje i Sverige hos Halmstads BK, hvor han dog blot fik to kampe i buret.

Esbjerg fB
FC Nordsjælland












