Bye bye, Nørgaard? Arsenal byder på Newcastle-stjerne
Bruno Guimarães er på blokken i Arsenal, men ifølge The Athletic har Newcastle afvist de engelske mestre.

Der venter efter alt at dømme en travl sommer for Newcastle.
Klubben har allerede sagt farvel til Anthony Gordon, som er skiftet i en stor handel til FC Barcelona, ligesom der er forlydender om, at Sandro Tonali vækker interesse i en række af de største klubber i England.
Newcastle har dog ikke i sinde at miste hele sin midtbane.
I hvert fald har klubben afvist et bud på den brasilianske midtbanespiller, Bruno Guimarães.
Det er de nyslåede engelske mestre Arsenal, der har haft snøren ude efter midtbanespilleren, som i disse dage er Nordamerika med det brasilianske landshold.
Ifølge The Athletic har det dog ikke afholdt Arsenal fra at lægge et bud på stjernespilleren. Et bud, som klubben dog prompte har afvist, lyder det fra mediet.
Buddet, som skulle være på mindre end 60 millioner pund - ca. 520 millioner danske kroner - skulle være givet mundtligt til den nordøstengelske klub, men det er altså ikke et tilbud, som the Magpies har i sinde at underholde.
Det er ikke i klubbens interesse at sælge, lyder det fra The Athletic.

Interessen må dog tolkes som dårligt nyt for den danske midtbanespiller, Christian Nørgaard, som siden skiftet til Arsenal i sommer, ikke har spillet en stor rolle på Arsenals midtbane.
Blot 20 kampe er det blevet til i denne sæson for Nørgaard, hvoraf kun syv af dem har været i Premier League. Tilmed skriver mediet Sportsboom, at den tidligere Brøndby-spiller tiltrækker sig interesse fra Premier League-klubberne Bournemouth og Crystal Palace.
Bruno Guimarães har været fast mand på den brasilianske midtbane i den igangværende VM-slutrunde, hvor han indtil videre er startet i alle den sydamerikanske nations gruppekampe, der er endt i to sejre og en enkelt uafgjort. Dermed har Brasilien booket et billet til knockout-fasen, hvor næste modstander hedder Japan.
Det opgør spilles mandag den 29. juni klokken 19.00 dansk tid.
Bruno Guimarães kom til Newcastle fra Lyon i sommeren 2022. Han har siden spillet 195 kampe på Tyneside.
Hans nuværende kontrakt løber til sommeren 2028.

Arsenal
Christian Nørgaard
Newcastle United












