Medie: Bergvall undersøger sine muligheder
Lucas Bergvall kigger sig efter sigende om efter en ny arbejdsgiver.

Er Tottenham på vej til at miste et ellers stort talent?
Måske.
I hvert fald beretter BBC, at Lucas Bergvall har besluttet sig for at undersøge mulighederne for et skifte denne sommer.
Det sker som konsekvens af flere omstændigheder i det nordlige London.
Lucas Bergvall oplevede i slutningen af sidste sæson færre og færre kampminutter efter tilgangen af Roberto de Zerbi. Dertil var spilletiden ofte på 6'er-positionen, der ikke er hans foretrukne.
Ikke mindst rygtes det, at Tottenham arbejder benhårdt på at hente Newcastles Sandro Tonali, der kan vise sig at springe foran Lucas Bergvall i køen til spilletid fra dag ét.

Ifølge BBC har den 20-årige svenskers repræsentanter derfor været i dialog med Aston Villa, Nottingham Forest og Chelsea. Sidstnævnte skulle dog ikke være interesseret længere, efter man undersøgte muligheden tilbage i januar.
I Nottingham Forest er han ifølge The Athletic udset som afløser for Elliot Anderson, der rygtes til større adresser, herunder Manchester City.
Lucas Bergvall skiftede fra Djurgården til Tottenham i 2024 og står sin unge alder til trods noteret for 78 kampe i den engelske storklub.
Tottenham Hotspur












