FCM-talenter vender hjem: Får se når vinduet lukker
FC Midtjyllands trænerteam og chefer ser flere unge an i de kommende uger.

I foråret kunne man for alvor se i Superligaen, hvorfor Jonatan Lindekilde og Sofus Johannesen er to af de unge spillere, der er forhåbninger til i FC Midtjylland.
Ikke, at de to midtbanespillere spillede der.
De var begge lejet til FC Fredericia, der rykkede ned i 1. Division trods en række gode kampe, heriblandt af de folk, FCM havde sendt til oprykkerne.
Nu træner Sofus Johannesen og Jonatan Lindekilde med FC Midtjylland efter de endte lejeophold.
Og selv om trafikken er tæt på midtbanen, får de unge muligheden for at vise sig frem.
- Lindekilde og Sofus [Johannesen] er to af dem, der har gjort det fantastisk med Fredericia i Superligaen, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Kristian Bach Bak.
- De har fået en masse gode kampe under bæltet nu og har fået noget erfaring. Desværre endte det med, at de rykkede ned. Vi har et rigtig godt forhold til Fredericia, så det var selvfølgelig ærgerligt.

- De er her nu og træner med, giver den gas. Og så har vi også en lang historie for, at de skal kunne tage en rolle og gøre en forskel på banen. Ellers skal vi finde andre græsgange til dem, hvor de kan få mere erfaring og spilletid, siger sportsdirektøren.

Ny Oliver Sørensen?
Flere af FC Midtjyllands egenudviklede spillere har været afsted på lejeaftaler til mindre klubber, før de slog til i moderklubben, og blandt andre målmand Elias Ólafsson og den nuværende Parma-spiller Oliver Sørensen var forbi Fredericia.
Hvem der får gennembruddet i FC Midtjylland er umuligt at spå om, men nu får de unge chancen for at vise sig frem i sommerens træninger og tætte kampprogram – og i Kristian Bak har de en chef, der krydser fingre for flotte præstationer.
- Det er er hele tiden en balance i forhold til, hvad der er det rigtige. Men der er ikke noget, vi håber mere, end at en af dem bare brager igennem, så vi kan spille med vores egenudviklede spillere. Det er lige det, vi gerne vil, både som forretning og strategisk.
- Det er jo op til dem selv at tage chancen. De har en cheftræner, der elsker at spille med unge spillere og uddanne unge spillere, og så må vi se, hvor vi er henne om et par måneder, når transfervinduet lukker, siger Kristian Bach Bak.
FC Midtjylland har også hentet Friday Etim fra FC Fredericia, efter FCM's venner i den nu nedrykkede klub købte Etim af FCM i januar i år.
Læs mere om det her.

FC Fredericia
FC Midtjylland












