AGF-jubel: Så meget får Superliga-klubberne fra tv
Superliga-klubberne får millioner ud fra deres placeringer i seneste sæson. Campo har oversigten her.

Superligaen begynder i det små på en ny sæson med de første klubber tilbage i træning som forberedelse til kampe i Europa og Superliga-premieren tre uger inde i juli.
Og der er måske nogle, der har lettere ved at finde pengene til en ekstra ny spiller eller træningslejren end andre.
Efter 2025/26-sæsonen betales der traditionen tro tv-penge, og her er der endda meget stor forskel på, hvad klubberne får ud af sæsonen finansielt fra tv-aftalen, når vi ser på betalingerne ud fra placeringer.

Her betales der ligeligt i forhold til antallet af kampe ud fra stillingen efter 11. runde, runde 22, der samtidig markerer slutningen af grundspillet, og så selvfølgelig efter runde 32, der er afslutningen på turneringen.
Campo har set på betalingerne for sæsonen 2025/26, og her er AGF suveræn topscorer, når vi ser udelukkende på placeringer.
FC Midtjylland er lige så sikker toer, og så kommer Brøndby ind som treer, selv om man sluttede sæsonen som nummer fem, fordi man undervejs i grundspillet lå højt i tabellen.
Det vil måske overraske nogle, at Randers ligger hæderligt og med betydeligt flere penge på denne post end holdene omkring – det skyldes et godt udlæg på sæsonen sidste efterår.

Andre betalinger udligner forskelle
Forskellene i betalinger ser voldsomme ud og understreger, hvorfor man internt i Superligaen taler om, at man i høj grad spiller om tv-pengene.
De lavest placerede klubber reddes dog af, at der også betales over fem millioner kroner til hver klub i ren solidaritetsbetaling.

Desuden får klubberne fra nummer syv til ti, der misser Top 6, et plaster på såret til sidst, ligesom de to nedrykkere får hver deres økonomiske faldskærm med en engangsbetaling på adskillige millioner kroner.
En sidste, og stor, del af pengene fra tv-aftalen uddeles ud fra, hvilket valg på tv, klubberne har været i hver af de 32 runder.
Her er det typisk Brøndby IF, FC København og i den seneste sæson ikke mindst AGF og FC Midtjylland, der trækker meget opmærksomhed og dermed en stor portion af tv-pengene.
Samlet vil AGF som mester sandsynligvis have fået et beløb i omegnen af 45 millioner kroner.

FC Midtjylland
AGF












