PL-klubber i budkrig: Sender millioner til Superligaen
Flere Premier League-klubber vil hente en tidligere FCM-spiller, og det kaster millioner af sig til Herning-klubben.

Det var ikke længe, FC Midtjylland nåede at få glæde af Ousmane Diomande, inden ivorianeren havde vokset sig ud af Herning.
Et kort lejeophold i søsterklubben Mafra var alt, de så til Diomande på Heden, før Sporting Lissabon købte ham for et stort millionbeløb.
Men selvom han ikke nåede at bidrage på banen for FC Midtjylland, så kommer han til at bidrage på pengebogen i stedet.
Siden skiftet til Sporting i 2023 er den talentfulde back kun blevet endnu bedre, og derfor er der lige nu budkrig mellem tre interesserede Premier League-klubber Chelsea, Leeds og Bournemouth samt Serie A-klubben Como, der alle jagter ivorianerens underskrift.
Ifølge Campos oplysninger sikrede FCM sig en videresalgsklausul, der nu er på 10 procent af Diomandes fremtidige salg.
Så selv om ulvene allerede har tjent godt på ham, betyder de varme PL-rygter og en mulig sommertransfer, at der er flere millioner på vej.

Bred interesse
Leeds har været ude med snøren og budt 40 millioner euro med 10 millioner i bonus, svarende til 300 millioner kroner, ifølge sportsmediet Sport Witness.
Sporting er klar til at sælge, så længe buddet overstiger de 40 millioner, og derfor er et salg - og en millionindtægt til FCM - på trapperne.
Et sådant salg vil ifølge Campos oplysninger sikre FCM minimum 30 millioner kroner.
Lige nu er Ousmane Diomande med Elfenbenskysten til VM, hvor han og måtte se med fra bænken i det første opgør mod Ecuador.
Han har allerede spillet 132 kampe for Sporting, hvoraf 18 af kampene var i Champions League.
Diomande fik aldrig debut for FCMs førstehold, men spillede 15 kampe for U19-holdet.

FC Midtjylland
Ousmane Diomande











