Medie: Akavet Trump-optræden venter i VM-finalen
Den amerikanske præsident ventes at ville tage del i fejringen, når pokalen skal overrækkes.

Det er verdens største sportsbegivenhed, det er i USA.
Så selvfølgelig er det også Donald Trump.
Ifølge talkSPORT kan den amerikanske præsident meget vel komme til at spille en hovedrolle i forbindelse med VM-finalen.
Donald Trump skulle nemlig have fået grønt lys af FIFA til at blive lige så involveret i pokaloverrækkelsen, som han overhovedet har lyst til.
Mediet skriver, at Donald Trump - stik mod normal protokol - selv kommer til at overrække VM-pokalen til det vindende hold, hvorefter han ventes at blive på podiet, når den vilde jubel bryder ud.
Meget i stil med de scener, der udspillede sig efter finalen ved VM for klubhold, hvor han blev sammen med Chelsea-spillerne.

Normal protokol ved VM er ellers, at pokalen fragtes ind på en lille plint af et medlem fra det vindende hold, inden det overrækkes til anføreren på scenen.
Det skulle være FIFA selv, der har et ønske om at Donald Trump overrækker pokalen til vinderen af slutrunden.
Ifølge kilder i Det Hvide Hus har Trump derefter i sinde at fejre triumfen med det vindende hold på podiet.













