Åh nej: Oprykkers millionkøb skal under kniven igen
Trods en planmæssig genoptræning fra en korsbåndsskade er AC Horsens-spilleren stødt på problemer, der kan sende ham under kniven igen.

Christian Vestergaard har ikke haft en nem begyndelse på sin tilværelse i AC Horsens.
I sommer blev han hentet til den gule fare i et millionskifte fra Kolding IF, men i sin debut måtte han udgå med en alvorlig korsbåndsskade.
Den har Vestergaard været tæt på at være kvit med efter en genoptræning, der er forløbet som planlagt. I hvert fald indtil nu.
For ifølge Horsens Folkeblad er den 25-årige back blevet ramt af problemer, der formentligt kan betyde en tur under kniven endnu engang.
Dermed ser det ikke ud til, at Christian Vestergaard kommer til at hjælpe AC Horsens i begyndelsen af den nye sæson, når den står på Superligaen efter sommerpausen.
Han var dog med til fejringen af oprykningen, selvom han ikke har nået at spille mere end et par minutter.

AC Horsens er med udsigterne til at undvære Vestergaard samt afsked med både Alexander Ludwig og Mads Fenger derfor tyndt besatte i den bagerste kæde, og derfor får sportsdirektør Esben Hansen nu ekstra travlt over sommeren.
- Christian Vestergaard er under genoptræning, og man skal huske på, at han var meget uheldig og blev ramt af en stor skade, siger Esben Hansen til Horsens Folkeblad.
Vestergaard blev opereret i starten af september 2025 i Barcelona på det verdenskendte hospital Instituro Cugat.
Før sit skifte bar han anførerbindet i Kolding IF, hvor han nåede at spille fem kampe i den netop afsluttede sæson, før han skiftede til AC Horsens.
Christian Vestergaard nåede kun at spille 23 minutter af sin debut, før han blev ramt af den korsbåndsskade, der har holdt ham fra banen lige siden.

AC Horsens
Kolding IF












