Tuchel ikke fan af freestyle kort før VM
Englands spillere gik lidt for løst til opgaven lørdag.

England spillede lørdag sin næstsidste testkamp inden VM.
Det betød et opgør mod New Zealand, som man vandt med beskedne 1-0.
Kampens eneste mål faldt i tillægstiden i første halvleg og blev sat ind af Harry Kane.
Alligevel er det lige netop første halvleg, som landstræner Thomas Tuchel er mest utilfreds med efter slutfløjt.
Folk spillede nemlig med for meget frihed.
- I første halvleg var vi ude af vores positioner, og der var lidt for meget freestyle.
- Det gjorde vores spil langsommere. Det gjorde det også svært i genpresset, for vi var ikke i de positioner, som vi gerne ville være i, siger han ifølge The Independent.

Til gengæld er han ganske tilfreds med de sidste 45 minutter efter at have skiftet hele holdet ud, selvom der ikke blev scoret.
- Vi havde lidt mere bid i anden halvleg, var lige mere aggressive med og uden bold. Vi skabte lidt mere, siger han.
England tester sig af på ny onsdag mod Costa Rica, inden VM-åbneren for Tuchel og kompagni spilles onsdag den 17. juni.
England
Thomas Tuchel












