Han kan blive landstræner i 2028, DBU
Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, har stor fidus til ansættelsen af Kent Nielsen.

Godt set, DBU!
Kent Nielsen er ifølge Bolds oplysninger kørt i stillingen som ny assistenttræner på det danske A-landshold.
Det er en beslutning, der møder stor opbakning fra Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, der fremhæver den nuværende Silkeborg-træners særlige egenskaber.
- Det er en genistreg af DBU at hente Kent Nielsen til landsholdet, mener Troels Bager Thøgersen.
- Få andre med dansk pas læser en fodboldkamp og en modstander lige så godt, som Kent Nielsen gør før og under en kamp. Og der er vel ingen, der kan kombinere det vid med at omsætte en strategi og taktik til spil ude på banen fra eget mandskab.


Det er altså en ændring, der kommer til at kunne mærkes.
- Kent Nielsen er en markant forstærkning for landsholdet, mere effektfuldt end ‘bare’ en ung dansker, der får et gennembrud i udlandet og spiller sig ind omkring de 23-26 udvalgte spillere.
Kun assistent?
Troels Bager Thøgersen mener tilmed, at den nu 64-årige træner havde været et oplagt bud som cheftræner for det danske landshold, før man ansatte Brian Riemer.
- Jeg syntes personligt, at han havde været et godt bud på en landstræner tilbage i 2024, og nu kan han på samme vis bidrage til landsholdet. Han er også et gennemført loyalt og ordentligt menneske, der vil gøre sit ypperste for at hjælpe Brian Riemer og resten af trænerteamet.
- Det er godt set, og den ros skal DBU have, nu jeg og vi så ofte er kritiske overfor forbundets arbejde.
Med det sagt kan det heller ikke udelukkes, at drømmen om at blive landstræner fortsat kan realiseres.
- Jeg vil da heller ikke blive chokeret, hvis Kent Nielsen bliver assistent og så i 2028 tager over som landstræner, når og hvis Brian Riemer vil tilbage til klubfodbold. Alle brikkerne passer sammen på fornuftig vis både nu på kort sigt og på det længere, strategiske niveau, lyder det fra Campos chefredaktør.
For nuværende har DBU endnu ikke meldt noget officielt ud, men Brian Riemer nåede også at forholde sig til en mulig ansættelse af Kent Nielsen på lørdagens pressemøde.
Læs mere her:

Herrelandsholdet












