Farvel til Superligaen? Dansk lejesvend tilbage i Norge
Molde bekræfter over for Tipsbladet, at Mads Enggård er vendt tilbage til klubben efter endt lejeophold – og han træner allerede med.

'Ude godt, hjemme bedst'
Dét udtryk passede meget godt på det unge danske talent Mads Enggård, da han efter en personlig svær tid i Molde i sommer landede i Vejle Boldklub på en lejeaftale.
Til Campo fortalte Enggård i starten af sæsonen, at han nok skiftede til udlandet for tidligt og på daværende tidspunkt ikke fokuserede på at skulle tilbage til Eliteserien.
Men nu er han tilbage, bekræfter Molde over for Tipsbladet.
Han er desuden allerede stemplet ind i holdtræningen, selvom han i princippet først officielt er tilbage i Molde den 30. juni.
– Mads er allerede tilbage hos os, selvom han ikke kan blive klar til at spille, før vinduet åbner igen, lyder det fra Ole Jakob Strandhagen, der er sportschef i Molde, i en SMS til Tipsbladet.

Enggårds kontrakt i klubben løber frem til sommeren 2028.
Mere uvis er situationen dog omkring Valdemar Lund, der ligeledes har været på leje i Nørreskoven. Han er nemlig stadig i Vejle, lyder det.
Vejle Boldklub
Molde












