FCN’s afgørende systemskift var held i uheld Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

FCN’s afgørende systemskift var held i uheld

FC Nordsjælland er kommet fra baghjul og har sikret sig bronzemedaljer efter et flot forår. Men kimen til det blev mere eller mindre lagt ved et tilfælde, lyder det fra Tobias Salquist.

Tobias Salquist og Peter Ankersen fejrer bronzemedaljer
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

📍Campo på Sydbank Park

De danske bronzevindere anno 2026 hedder FC Nordsjælland.

Det var dog med en smule møje og besvær, at Farum-klubben overhovedet fik sneget sig med i det fine selskab, der er mesterskabsspillet, men herfra så de sig ikke tilbage.

Den flotte genrejsning skyldtes ikke mindst en genopfindelse af kometen Caleb Yirenkyi som forsvarsspiller, som gjorde, at Nordsjælland-mandskabet i sidste ende endte med at kunne kalde sig vindere af mesterskabsspillet - målt på point altså.

Men faktisk var det en nødtvungen manøvre at danne det umage tremandsforsvar med Peter Ankersen og Caleb Yirenkyi. Det fortæller tredjemanden Tobias Salquist.

Det afgørende systemskifte faldt i mesterskabsspillets første kamp mod FC Midtjylland, hvor det var en skadesplaget og karantæneramt FCN-trup, der måtte en tur til Heden, hvor de i de to foregående opgør havde tabt med hele 11-1 samlet.

Og det blev afgørende for, at FCN kunne sikre sig bronzemedaljerne, fortæller Tobias Salquist.

- Systemskiftet har været rigtig godt, og har gavnet virkelig meget, kunne man se. Og i takt med, at vi er blevet spillet mere sammen, og alle løftede sig, så vidste vi godt, at vi havde det niveau. Vi ser det hver dag til træning.

Tobias Salquist og Peter Ankersen fejrer bronzemedaljer
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Det er specielt den taktiske fleksibilitet, som det til nøds opfundne system giver, der har hjulpet FCN til den fornemme pointhøst, som mesterskabsspillet har budt på.

- Det kommer sig jo af, at vi har en sindssyg masse karantæner mod Midtjylland, hvor vi så gør det. Og det har jo bare fungeret.

- Fordi vi har vores venstreback, der ligger og løber dybt, og vores venstre kant, der er lidt bredere - vi kan gøre mange ting i det her system, men vi har en god balance. Og det tror jeg, har hjulpet os lidt, hvor vi førhen bare har stået meget mand-mand dernede eller to mod to, og det gør vi også nogle gange, men vi er flere om det.

- Det tror jeg egentlig, har hjulpet, for vi er lige så offensive, og vi spiller lige så fint, som vi gjorde før.

Men midterforsvareren medgiver, at der skulle en tilfældighed til, før potentialet i holdet for alvor blev indfriet.

- Man må sige, at det har vist sig at være det rigtige. Det er jo nogle gange sådan i fodbold, er det er lidt tilfældigheder, der skal vende det, og det var også lidt tilfældigt, at vi lige pludselig - tænker jeg, uden at jeg er inde over planen - har en masse karantæner, og så at vi ændrer det system.

- Vi kunne lige så godt gå til Midtjylland og tabe 5-0 igen, men vi vinder 1-0, lyder det fra Tobias Salquist.

Manden bag systemskiftet er Jens Fønsskov Olsen. Ham kan du høre fra herunder.

Bronze fra baghjul: Ikke mange, der havde regnet med det

Mest læste

Notifications

Notifikationer