Ærlig Superliga-profil: – Det var noget værre lort
Han er en af Superligaens bedste backs, men det krævede tålmodighed at nå dertil.

Sidemanden til frokosten og i livet her i Danmark Zan Zalatel stikker til den unge forsvarsprofil på et sprog, det er de færreste, der forstår.
Men man fornemmer det drilleri, især de unge fodboldspillere ofte får af de ældre holdkammerater, når de skal give interview og være i centrum.
Srdjan Kuzmic opsøger ikke aktivt rampelyset uden for banen, men i Superligaen har han været svær at overse især i sin klub og i branchen i Danmark, hvor det gode og stabile spil er blevet bemærket også hos rivaler med større spillerbudgetter.
I denne sæson har Gift Links, Juho Laahtenmäki og Victor Bak hver især leveret meget flot spil som venstre backs, en position hvor det normalt ellers ikke ligefrem vrimler med stjerner, noget der gør gode venstre backs attraktive på det internationale transfermarked.
Den kategori kan vi roligt skrive Srdjan Kuzmic i, efter han i Viborg er blevet omskolet fra en solid midtstopper til en dygtig venstre back med alle de nødvendige værktøjer.
- Jeg bad trænerne om at træne mig i det offensive lige fra den dag, jeg kom hertil, fortæller Srdjan Kuzmic til Campo.
Hård tid
Den 22-årige back taler godt for sig og er en skattet holdkammerat og medarbejder i Viborg FF, hvor ledelsen udmærket er klar over de kvaliteter, den unge slovenske slider står for.

Men det har ikke været lige nemt hele tiden for Kuzmic, der i lange perioder ikke var Jakob Poulsens førstevalg på pladsen.
- Det vigtigste var, at jeg ikke stoppede med at gøre det, jeg skulle gøre. Jeg trænede hårdt hver dag, selv om jeg ikke spillede. Det var bare at træne hårdt til hver eneste træning og også komme ind på fridage for at træne selv med en af trænerne. Det stoppede jeg aldrig med, og da 'Niko' tog over, satte han mig på, fordi han tror meget på mig. Jeg stoler også på ham, så tingene fungerer rigtig godt nu, siger Srdjan Kuzmic til Campo.
Der er ingen sure miner hos sloveneren, der også i sin periode ude fik ros af sine chefer for god attitude og opmuntringer om, at hans tid nok skulle komme.
Men det var svært, især da Kuzmic end ikke var god nok til bænken ifølge trænerteamet.
- Det var ikke rart. Hvis jeg skal være helt ærlig, var det noget værre lort. Jeg kom her for at spille fodbold. Jeg var ung, jeg var talentfuld, men jeg spillede ikke. Der føltes det for alvor som, at jeg var kommet langt hjemmefra. Jeg så ikke så meget til min familie, jeg spillede ikke, og det var ikke fedt.

- Jeg kæmpede meget med det oppe i hovedet. Jeg tænker slet ikke på det fysiske her, det var det mentale. Det var virkelig hårdt, især da jeg i perioder end ikke var i truppen men sad på tribunen. Der havde jeg ikke føling med spillet, og det var mentalt hårdt.

- Men jeg tror også, det har været med til at gøre mig stærkere og bedre i dag. Jeg er mentalt klar på hvad som helst. Det var slet ikke rart, men det er endt med at være godt for mig, og jeg har det rigtig godt her i dag, siger Srdjan Kuzmic.
Takker landsmanden
I Danmark er den mest kendte slovener uden skyggen af tvivl Tadej Pogacar, den sublimt dygtige cykelstjerne, der i disse år reducerer Jonas Vingegaard til udfordrer i Tour De France, ligesom Pogacar også på imponerende vis formår at finde de største endags-klassikere.
Kuzmic kender naturligvis slovensk sport og sportshistorie godt men henviser til landsmanden Zan Zalatel som den store sportsnørd, der har styr på samtlige datoer til cykelklassikere, tennis, NHL-slutspil og hvor man ellers skal følge med for at de største slovenske sportsstjerner uden for fodbold.

Og det er også Zalatel, Kuzmic peger på som en uundværlig hjælp i klubben i den hårde periode og dagligdagen, da backen som 19-årig og helt grøn seniorspiller kom til Danmark fra Sloveniens hovedstad Ljubljana.
- Zalatel er en stor hjælp for mig, og det er rart, at vi har hinanden at tale slovensk med. Så føler man lige lidt slovensk og hjemme. Det har virkelig været en hjælp, også fordi han er ældre end mig og ved, hvordan man skal håndtere forskellige situationer.
- Det var en stor hjælp, især lige efter jeg var kommet til Danmark og var helt ung. Jeg var kun 19 år, og det var første gang, jeg var hjemmefra. Nu har jeg så også fået min kæreste herop, og hun er også en stor hjælp og støtte for mig, siger Srdjan Kuzmic.
Fedt hold at være del af
Søndag aften skal resultaterne flaske sig for Viborg, hvis holdet skal få en Europa-playoffkamp mod FC København i næste uge eller endda en tredjeplads, der vil være VFF's højeste placering nogensinde i Danmarksturneringen.
Så det betyder en jagt på tre point mod et feststemt AGF og så et håb om et resultat i Haderslev, hvor en hjemmesejr til Sønderjyske og tre VFF-point gør Viborg til bronzevinder, med mindre Sønderjyske vinder en storsejr over FCN.
Uanset hvad er det et fedt hold og sammenhold, Srdjan Kuzmic har oplevet i denne sæson.
- Vi skiftede meget ud, lige da jeg kom hertil. Det var omkring ti mand ud og ti mand ind. Jeg tror, det har hjulpet os, at vi tager hver eneste træning alvorligt og træner virkelig hårdt. Det fungerer godt nu, siger Srdjan Kuzmic.
Sidste sæson var Serginho og Isak Jensen de store profiler for Viborg, men det kunne nogle gange skygge for holdpræstationen, at de to kantspillere fik tildelt et så stort ansvar.

- Det kan godt være, vi var afhængige af Serginhos assists og scoringer Det var nærmest hvert hjørnespark sidste år, der gav os et mål, vi scorede mange mål efter dødbolde. Det kan godt være, vi blev for afhængige af ham, at vi bare gav ham bolden og så forventede, han afdriblede to mand og lavede en assist, siger Srdjan Kuzmic.
- Vi har også en masse kvalitet i dag i Charly, Bilal og Sammy, og vi er nok lidt bedre spillet sammen nu. Vi arbejder på at finde den rigtige mulighed i stedet for bare at gave Serginho bolden og kræve, han afdribler et halvt hold og skaffer et mål. I dag fungerer vi rigtig godt som et hold, siger Srdjan Kuzmic.
Om Viborg når tredjepladsen får vi svar på i aften – og til sommer finder vi også ud af, om VFF formår at forlænge med backen, hvilket fodbolddirektør Mads Agesen gerne vil (læs mere her).
Læs også Kuzmic' eget syn på fremtiden her.

AGF
Danmark
FC København
Sønderjyske
Viborg FF












