Derby kan rykke Europa Playoff-kamp
Efter aftale med politiet kan Superligaens Europa Playoff-kamp rykkes, hvis det bliver et møde mellem Brøndby og FCK.

Det er endnu ikke afgjort, hvem der skal møde hinanden i denne sæsons Europa Playoff-kamp, når Superligaen nummer 4 og 7 skal spille om en plads i Conference League-kvalifikationen.
Dog er det sikkert, at FC København er den ene deltager, da løverne som bekendt tabte pokalfinalen til FC Midtjylland, men er sikre på at vinde kvalifikationsspillet som Superligaens nummer 7.
Før sidste spillerunde i Superligaen er der stadig fire klubber, der kan slutte sæsonen som tabellens nummer 4: FC Nordsjælland, Viborg FF, Sønderjyske Fodbold og Brøndby IF.
Og det er altså sidstnævnte fra Vestegnen, der kan give anledning til at rykke tidspunktet for kampen.
Det annonceres på Superligaens hjemmeside fredag eftermiddag.
Mulige tidspunkter
Mulige tidspunkter for Europa Playoff-kampen efter modstander.
Torsdag den 21. maj kl. 18:30
-Brøndby IF - FC København
Søndag den 24. maj kl. 18:00
-FC Nordsjælland - FC København
-Viborg FF - FC København
-Sønderjyske Fodbold - FC København
Oprindeligt er Europa Playoff-kampen programsat til at blive spillet søndag den 24. maj kl. 18:00.
Dette tidspunkt fastholdes, hvis enten FC Nordsjælland, Viborg FF eller Sønderjyske Fodbold løber med fjerdepladsen.
Datoen vil dog blive ændret til den 21. maj kl. 18:30, såfremt at det er Brøndby IF, der bliver FCK's modstander i duellen om europæisk fodbold.
Det sker efter aftale med poltiet, skriver Superliga.dk.
Tidligere på eftermiddagen fredag skrev FC Københavns fanmedie Copenhagen Sundays, at kampen formentligt ville blive rykket. Det er senere blevet bekræftet af Superliga.dk.

Ifølge Copenhagen Sundays er det Vestegnens Politi, der har varslet, at et københavnsk derby mellem Brøndby IF og FC København ikke ideelt kan spilles søndag den 24. maj, som er pinsedag.
Dagen efter er det nemlig 2. pinsedag, hvad der for mange er en fridag. Det kan få betydning for tilskuernes opførsel i forbindelse med kampen, eksempelvis i forhold til alkoholindtag, skriver mediet.
Dette er ikke bekræftet af Vestegnens Politi, som Campo har rakt ud til for en kommentar.
Før sidste spillerunde er det Viborg FF, der indtager Superligaens fjerdeplads, der giver adgang til Europa Playoff-kampen mod FC København.
Sønderjyske Fodbold har samme pointantal som Viborg, nemlig 44, mens Brøndby har 42 point.
På tredjepladsen befinder FC Nordsjælland sig med 47 point, og derfor kræver det en Viborg-sejr mod AGF, mens Farum-klubben selv skal tabe, hvis FCN skal ryge ned som nummer fire.
FC Nordsjælland skal en tur til Haderslev i bronzeduel med Sønderjyske Fodbold.
Brøndby IF skal til MCH Arena og møde de nykårede pokalvindere fra FC Midtjylland.
Alle kampe i den sidste spillerunde af Superligaen afvikles på søndag den 17. maj med kampstart kl. 18:00.

FC København
FC Midtjylland












