Giftig mistanke: Superligaen har brug for nyt system Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Giftig mistanke: Superligaen har brug for nyt system

ANALYSE: Dansk klubfodbold har ikke godt af den uvished, der er opstået omkring disciplinærsystemet i forbindelse med karantænen til Andreas Cornelius.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke nemt at være dommer – og ej heller disciplinærinstans.

Det er en af de konstateringer, man må lave efter de seneste dage og ugers fokus på disciplinærinstansen.

Fokus kommer efter en opsigtsvækkende karantæne til Andreas Cornelius, der fik en spilledag for at have skabt tvivl om dommernes uvildighed, hvorefter DBU få dage senere måtte på banen og erkende, at to af sagens dommere i disciplinærinstansen burde have erklæret sig inhabile.

Som Bold også fint beskrev i en artikel fredag er det voldsomt svært at slippe for interessekonflikter – og det gælder især, når man trækker på nuværende og tidligere fodboldfolk fra danske klubber.

Start forfra i Superligaen

Jeg nægter at tro på, nogen går ind i det arbejde med dårlige intentioner.

Tværtimod er det lidt af en utaknemmelig uriaspost at skulle vurdere alt fra ulovlig pyroteknik til krænkende sprogbrug, voldsomme og farlige tacklinger og alt muligt andet, der overtræder fodboldens regler på og uden for fodboldbanen.

Men som formanden Jens Hjortskov beskriver i interviewet med Bold, er der et væld af mulige situationer, hvor instansens dommere kan være inhabile.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I forlængelse af det, jeg ikke tøver med at kalde et dårligt og anspændt klima mellem dommerstanden og Superliga-klubberne efter en hård sæsonstart og masser af VAR-problemer, er den her sag det sidste, dansk fodbold kunne ønske sig.

Men balladen kan også vise sig at udløse en nødvendig og tiltrængt opgradering, når DBU's direktør for Kommunikation og Governance, Andreas Høj, melder ud, at man kommer til at gennemgå samtlige kendelser flere år tilbage.

Nye kompetencer kan hjælpe

Når man ser situationen og det anspændte klima udefra, er det nærliggende at få tanken, at dansk klubfodbold ville have mægtig godt af et opgraderet og mere uafhængigt udvalgt til at se på disse ofte yderst forskellige sager.

Vi taler om alt fra forkert udfyldte holdkort til komplekse, alvorlige potentielle brud på transferregler, voldsepisoder på og uden for banen og alle mulige udtalelser af spillere, trænere, direktører og andre ansatte – ja sågår tilskuere, som vi desværre har oplevet for ofte de seneste måneder og år med blandt andet racismesager.

Var det ikke en idé at udvide udvalget eller gen-designe det med folk uden for fodboldens system men kompetencer til at kvalificere dommene og hjælpe i sagsbehandlingen?

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er i hvert fald set i udlandet, at man på den måde har folk tilknyttet med specifikke kompetencer.

Det er et spørgsmål om ressourcer men også kompetencer, og med konfliktniveauet lige nu i Superligaen kunne det her være anledningen til at geare op til alles gavn.

Det ser alt andet end kønt ud, når flere års disciplinærsager skal granskes, og kunne det munde ud i en løsning, der løfter domme og sagsbehandling, kunne den investering været godt givet ud.

Det, dansk fodbold ikke er tjent med, er de mistanker og den dårlige stemning, der hænger omkring kendelser og domme, med et konfliktniveau, der er på vej i vejret.

Nu er chancen der for at trykke på resetknappen - og den bør gribes af alle parter.

DBU gransker hundredvis af sager efter Cornelius-brøler

Mest læste

Notifications

Notifikationer