Dansk landsholdsreserve kåret til årets spiller
Danske Daniel Iversen er blevet hyldet af sin engelske klub.

Han blev det for fire år siden, og tirsdag aften er han blevet det igen.
Daniel Iversen er blevet kåret til Årets Spiller i engelske Preston North End, men det er ikke gjort med det.
Den danske landsholdsreservemålmand er også blevet kåret til Årets Spiller blandt sine holdkammerater, så klubbens fans og spillere har altså været nogenlunde enige om danskerens bedrifter.
Preston North End sluttede sæsonen på en 14. plads i The Championship, hvor nedrykning og oprykning var nogenlunde lige langt væk fra Lancashire-klubben.
- Sæsonen er ovre, det har været en sæson med op- og nedture, men det er fantastisk at være tilbage og spille i denne klub.

- Stolt af at blive kåret til Årets Spiller, det betyder virkelig meget. Tak til fansene for støtten hele sæsonen, lyder det på instagram fra den 28-årige dansker.
Daniel Iversen spillede sæsonens første 26 kampe for Preston, inden en lyskeskade holdt ham ude i 10 kampe fra januar til marts. Han sluttede dog sæsonen med 10 kampe i træk tilbage i målet.
Daniel Iversen skiftede i januar 2016 fra Esbjerg fB til Leicester, og han var ejet af The Foxes helt indtil sommeren 2025. I den periode var han af to omgange udlejet til Preston, som han skiftede permanent til i juli.
Esbjerg fB












