Ikke god nok til Horsens – nu kan han blive årets spiller Foto: Motherwell

Ikke god nok til Horsens – nu kan han blive årets spiller

Landsholdsspilleren har haft en forrygende debutsæson i Skotland.

Elijah Just i sit præsentationsbillede i skotske Motherwell.
Foto: Motherwell

Elijah Just blev i sommer genforenet med Jens Berthel Askou.

De to kender hinanden fra 2022-23-sæsonen, hvor de sammen rykkede ud af Superligaen med AC Horsens.

Elijah Just blev en enkelt sæson yderligere i den østjyske klub, mens Askous rejse gik videre til svenske IFK Göteborg.

I sommer hentede den danske cheftræner sin tidligere spiller til skotske Motherwell, efter Elijah Just havde tilbragt et år på leje i østrigske SKN St. Pölten, og skridtet fra både den næstbedste danske og den næstbedste østrigske række har newzealænderen taget på imponerende vis.

Med syv mål og otte assists har den alsidige kiwi været stærkt medvirkende til, at Motherwell efter alt at dømme slutter lige bag de tre titelaspiranter i den skotske liga.

Derfor er han også blevet nomineret som en af fire mulige spillere til titlen som Årets Spiller i den skotske Premiership - en nominering, der også har overrasket ham selv.

Elijah Just i sit præsentationsbillede i skotske Motherwell.
Foto: Motherwell

- Hvis du havde spurgt mig for seks eller 12 måneder siden, om jeg havde forventet at stå i den her position, så havde jeg helt bestemt sagt nej, lyder det fra Elijah Just.

Ikke nok med nomineringen til den fornemme pris, så ER Elijah Just allerede nu blevet tildelt en plads på Årets Hold i den skotske Premiership - i øvrigt sammen med den tidligere FCN-svensker Benjamin Nygren, der er Celtics eneste repræsentant.

- Den her sæson har virkelig overgået mine forventninger. Det faktum, at både jeg selv og JT (Holdkammeraten Tawanda Maswanhise, red.) er nomineret til titlen, og vi er fem Motherwell-spillere på Årets Hold, viser, hvor stærke vi har været i denne sæson, og at det er andre spillere i ligaen, der har stemt, gør det endnu mere specielt, lyder det fra Just.

Elijah Just er nomineret til titlen som Årets spiller sammen med Tawanda Jethro Maswanhise (Motherwell), Claudio Braga (Hearts) og Lawrence Shankland (Hearts).

Årets Hold i den skotske Premiership består af:

Calum Ward (Motherwell), Paul McGinn (Motherwell), Craig Halkett (Hearts), Emmanuel Fernandez (Rangers), Harry Milne (Hearts), Benjamin Nygren (Celtic), Elliot Watt (Motherwell), Elijah Just (Motherwell), Tawanda Maswanhise (Motherwell), Lawrence Shankland (Hearts), Claudio Braga (Hearts).

Elijah Just har i Motherwll skrevet under på en kontrakt til 2027 - men klubben har option på yderligere ét år.

Mest læste

Notifications

Notifikationer