– Der har vi været det dårligste hold i Superligaen
Rasmus Bertelsen erkender, at den sløje offensiv ligger til grund for det nedrykningsdrama, Randers er blevet viklet ind i.

Søndag eftermiddag er der bundgyser i Superligaen, når Silkeborg IF og Randers FC tørner sammen.
Randrusianerne havde syv point ned til Silkeborg under stregen ved kvalifikationsspillets begyndelse, men en række sløje resultater gør, at Kronjyllandsklubben blot er et enkelt point foran Silkeborg før opgøret.
Og Rasmus Bertelsen er ikke i tvivl om, hvordan Randers FC er blevet blandet ind i nedrykningsdramaet i Superligaen
Blot 38 mål har Randers indkasseret i denne sæson, hvilket kun er undergået af Brøndby IF og de to guldaspiranter fra AGF og FC Midtjylland, hvilket Rasmus Bertelsen også fremhæver.
- Når vi kigger på vores defensive parametre, er vi blandt de bedste hold i Superligaen og også top seks på mange niveauer.
Men det er i det offensive spil, at det for alvor halter for Hestene. Faktisk er Randers så sløje offensivt, at cheftræneren ikke tøver med at kalde sit mandskab for det dårligste i rækken.

- Men i forhold til at score nok mål, har vi været det dårligste hold i Superligaen, selvom vi egentlig har skabt okay med chancer, uden at det har været fantastisk.
- Vi har manglet kvaliteten offensivt, og så har vi i rigtig mange kampe manglet marginalerne. Så kommer tingene nogle gange til at følges lidt ad. Man kan spørge, hvad der kom først, men vi mangler at få chippet tingene lidt over på vores side, lyder det fra Rasmus Bertelsen til Viaplay før kampen mod Silkeborg IF.
Blot 30 mål er det blevet til for Randers FC hidtil i sæsonen, hvilket er færrest af alle.
Du kan se interviewet øverst i artiklen.

Randers FC
Silkeborg IF












