Overvinder AGF ulempen? Her er cheftrænerens spøgefulde svar
I AGF-lejren er man ikke så bekymret igen for FC Nordsjællands hjemmebanefordel på kunstgræsset i Farum.

📍 Campo på Fredensvang
FC Nordsjælland har gennem en håndfuld år haft en hjemmebane-statistik i Superligaen, der er stort set på omgangshøjde med FC Midtjylland og FC Københavns, på trods af at de to klubber har langt større budget end FCN.
Og FCN's tal hjemme er bedre end Brøndby og AGF's, så at FC Nordsjælland henter mange point hjemme på kunstgræsset i Farum er ikke en skrøne men fakta gennem en række år.
I aften er det AGF, der spiller en uhyggelig vigtig kamp i jagten på Superliga-guld, mens kampen for FCN er lige så vigtig med et godt afsæt til bronze og en tur tilbage ud i Europa.
Så det vil være en overraskelse af de større, hvis førerholdet AGF får det nemt i kampen mod forårets mest formstærke Superliga-hold.
Rolig før topkamp
Men kunstgræsset er ikke noget, der skræmmer AGF, der selv har tilbragt en god del af sæsonen med at træne på kunstgræs på anlægget i Århus.

- Det er lidt sværere at få fat i bolden. Det bliver lidt sværere. Men jeg tror, at vi forhåbentlig kan få nogenlunde samme kampbillede, som vi havde sidste år, hvor vi var rigtig gode til at holde fast i bolden nogle gange, siger cheftræner Jakob Poulsen, der tager skiftet over til kunstgræs ganske roligt.

- Nu er jeg heldigvis ældre end de fleste af vores spillere, siger 42-årige Jakob Poulsen med et smil, velvidende at han er ældre end selv Jesper Hansen.

- Jeg har trods alt også spillet på kunstgræs, så det har vores spillere også gjort før. Også tidligere i denne sæson, med relativt stor succes. Så det har ikke så meget med alderen at gøre, siger Jakob Poulsen.
Vokset op med kunst
Felix Beijmo er en af dem, der sandsynligvis spiller fra start klokken 18.
AGF har haft det med at holde lidt igen med de ældre spillere som Patrick Mortensen og Nicolai Poulsen (der er ude med karantæne i aften) på kunstgræs, men der er mange spillere i AGF-truppen, der kender kunstgræs indgående og ikke er det mindste påvirket af at skulle underlag, vurderer Felix Beijmo.

- Ja, der er lidt forskel. Samtidig har vi spillet gode kampe på kunstgræs i denne sæson. Vi spillede en rigtig god kamp mod FC Nordsjælland sidste gang vi var der. Vi vandt også i Silkeborg på kunstgræs, siger Felix Beijmo.
- Vi har mange spillere, der er vokset op på kunstgræs. Jeg spillede selv meget på kunst, da jeg var på akademiet hos Brommapojkarna. Eric [Kahl], [Frederik] Emmery, [Sebastian] Jørgensen, [Rasmus] Carstensen], 'AJ' [Jonas Jensen-Abbew] kommer selv fra FC Nordsjælland, siger AGF-forsvarsspilleren.
- Der er helt sikkert flere, end jeg lige nævner her, så vi har mange, der har spillet på kunstgræs, og vi ved, hvordan det fungerer, og hvordan man skal angribe sådanne kampe, siger Beijmo.
AGF spillede senest uafgjort med FCN i Århus i en kamp, hvor gæsterne fra Farum var trykket ned det meste af opgøret og var heldige med at komme hjem med point.
FC Midtjylland, der er to point efter AGF, har kickoff klokken 20 ude mod Sønderjyske, i samme minutter som AGF og FCN's kamp i Farum slutter.

FC Nordsjælland
FC Midtjylland
AGF












