Atletico-stjerner går i rette med Raphinha: Ikke tyveri
Atletico Madrid-stjernerne mener ikke, at der er blevet stjålet noget som helst.

To hæsblæsende Champions League-kvartfinaler er blevet færdigspillet.
Tilbage står Atletico Madrid som samlet sejrsherre, selvom det blev til et 1-2-nederlag hjemme mod FC Barcelona tirsdag aften.
I kølvandet på slutfløjt udtalte Barcelonas Raphinha til DAZN, at han mener, der var tale om tyveri i begge kampe.
Den holdning får dog ingen sympati i Atletico-lejren.
- Det er vildt, at ville gøre det til et tyveri. Han får det til at lyde som om, at der var otte straffespark, der ikke blev dømt. Hvis nogen mener, at Fermin Lopez skulle have haft straffe, så tager de fejl. Hvordan kan man overhovedet mene det?, siger Atletico Madrid-keeper Juan Musso.
Han får medhold af bundrutinerede Koke:
- Har Raphinha sagt, at det var tyveri? Det er hans holdning, og det respekterer jeg - men jeg er uenig.
- Vi har ikke stjålet noget som helst. Det røde kort var tydeligt. Men jeg respekterer, hvad han siger, lyder det.

FC Barcelona fik et rødt kort i både første opgør og returopgøret tirsdag aften.
Atletico Madrid kan nu se frem til at møde enten Arsenal eller Sporting i Champions Leagues semifinaler.
Det afgøres onsdag aften, når Arsenal tager imod portugiserne med en 1-0-sejr fra første møde i baghånden.
Raphinha












