Isaksen er landsholdsklar: Matchvinder mod Milan
Gustav Isaksen blev banens eneste målscorer søndag aften i Rom.

Tirsdag udtager Brian Riemer det danske landshold til de to kommende skæbnekampe.
Og mon ikke, han har Gustav Isaksen med?
Skulle landstræneren af en eller anden grund have været i tvivl om den lynhurtige kantspiller, så fik han i hvert fald endnu et argument for at udtage ham søndag aften.
Gustav Isaksen blev nemlig matchvinder, da Lazio besejrede AC Milan med 1-0 på Stadio Olimpico.
Scoringen faldt i det 26. minut, hvor Gustav Isaksen blev sendt i dybden.
Den tidligere FC Midtjylland-profil fik kontrol over bolden og sendte den kynisk forbi Mike Maignan i AC Milan-målet.

Målet viste sig at være nok til en 1-0-sejr, som sender Lazio op på niendepladsen i Serie A.
Længere oppe i tabellen tabte AC Milan vigtigt terræn i mesterskabskampen mod ærkerivalen Inter, som nu har otte point ned til AC Milan på andenpladsen.
Det var Gustav Isaksens femte Serie A-scoring i denne sæson. Han blev skiftet ud efter små 70 minutter.
Også danske Oliver Provstgaard startede inde for Lazio. Han spillede hele kampen.
AC Milan
Gustav Isaksen
Lazio












