Inden skæbnekamp om VM: Dem der ikke er klar, må ringe til Riemer Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Inden skæbnekamp om VM: Dem der ikke er klar, må ringe til Riemer

Pierre-Emile Højbjerg glæder sig til forårets altafgørende playoff-kampe.

Pierre-Emile Højbjerg med armene i vejret.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For en måned siden gik det helt galt.

Danmark spillede først uafgjort hjemme mod Belarus i Parken, inden man drog til Hampden Park og tabte mod Skotland.

De to pointtab sørgede for, at Danmark på ingen måde er sikret en plads ved sommerens VM-slutrunde i USA, Canada og Mexico.

I stedet venter der nu en playoff-kamp i Parken mod Nordmakedonien, inden der venter en udekamp mod vinderen af Tjekket og Irland - såfremt Danmark selv klarer opgaven mod Nordmakedonien.

Netop de kampe ser landsholdsanfører Pierre-Emile Højbjerg enormt frem til.

Men han slår også fast, at han forventer en knivskarp og sulten indstilling fra sine holdkammerater på landsholdet.

- Landsholdet er ikke glemt, det er parkeret. Det gør ondt, og det bliver brugt som motivation, men jeg glæder mig til at tage udfordringen med hård hånd.

- Dem, der ikke er klar til udfordringen eller ikke tør, må ringe til træneren eller blive hjemme og kigge på tv'et, siger han til Viaplay.

Pierre-Emile Højbjerg med armene i vejret.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Pierre-Emile understreger desuden her en måned efter, at de to sidste kampe i VM-kvalifikationen ganske enkelt var under niveau fra dansk side:

- For mig er det klokkeklart, at det simpelthen bare ikke var godt nok. Det står jeg fast ved. Men vi har den første kamp i marts, som vi skal vinde. Og vinder vi den, så skal vi vinde den kamp efter. Det er ikke en umulig opgave, men det bliver en rigtig svær opgave.

- Der er nogle ting, der skal justeres. Der er noget adfærd os hos selv, hvor vi skal kigge os selv i spejlet, og som skal gøres ordentligt og være på plads, siger han.

Danmark møder Nordmakedonien den 26. marts, inden man i givet fald er klar til at møde enten Irland eller Tjekkiet på udebane den 31. marts.

Du kan se interviewet med Pierre-Emile Højbjerg i videoen øverst i artiklen

Mest læste

Notifications

Notifikationer