WOW: Ambæk skriver vild historie med U21-debut
Intet understreger Jacob Ambæks kurs mod stjernerne som debuten tirsdag aften.

Debuten var i sig selv ikke noget at skrive hjem om, men den underliggende historie er voldsom.
Jacob Ambæk fik sin debut for det danske U21-landshold, da han tilmed startede tirsdagens kamp mod Belarus i EM-kvalifikationen.
Ambæk fik første halvleg i kampen, men han var netop blevet skiftet ud, da hans tidligere holdkammerat, Clement Bischoff, to minutter efter pausen blev matchvinder med kampens enlige mål.
Alligevel er det en helt vild historie, den unge Brøndby-angriber tirsdag aften har skrevet.
På bare 244 dage - eller lige under otte måneder - har Jacob Ambæk således repræsenteret hele fire af Danmarks officielle ungdomslandshold.

Kort før sin 17 års fødselsdag den 28. marts spillede Ambæk nemlig hele tre kampe for det danske U17-landshold, som han i forvejen havde repræsenteret syv gange tidligere.
U17-landskampene blev i maj og september fulgt op af fire kampe for det danske U18-landshold, inden U19-landsholdet i oktober og i sidste uge hentede ham ind til først tre testkampe og siden to EM-kvalifikationskampe.
Med tirsdagens debut under Lars Knudsens vinger på det danske U21-landshold kan Ambæk således sætte flueben ved fire af fem danske ungdomslandshold alene i 2025.
Ambæk står desuden noteret for 12 U16-landskampe, og nu mangler han groft sagt bare tre vigtige flueben i landsholdsregi: Mål på U21-landsholdet samt selvfølgelig mål og debut på A-landsholdet.
Jacob Ambæk debuterede for Brøndbys førstehold i marts, og siden er det blevet til i alt 15 kampe og tre mål for vestegnsklubben.
U21-landsholdet
U18-landsholdet
Brøndby IF












