Mere sygdom: Danmark tvunget til ny udskiftning
Også Anders Dreyer er blevet ramt af sygdom.

Anders Dreyer ud - Jacob Bruun Larsen ind.
Sådan lyder den udskiftning, landstræner Brian Riemer mandag aften har været nødsaget til at foretage på det danske landshold.
Det er også i dette tilfælde sygdom, der holder Anders Dreyer fra tirsdagens skæbnekamp på Hampden Park, hvor Danmark med point mod Skotland kan sikre VM-billetten.
Anders Dreyer er slet ikke rejst med den danske trup til Glasgow -formentlig for at undgå smittefare for resten af truppen.
Ind i stedet for Dreyer kommer Jacob Bruun Larsen. Den 27-årige kantspiller står noteret for i alt otte a-landskampe for Danmark.
Bruun Larsen kan glæde sig over, at han kun har godt 300 kilometer til Hampden Park i Glasgow fra sin nuværende klub Burnley i Nordvestengland.
Både Rasmus Nissen Kristensen, Joachim Andersen og Rasmus Højlund har tidligere i landskampspausen været ramt af sygdom.

For Højlund betød sygdom et afbud til lørdagens kamp mod Belarus - en kamp som Nissen Kristensen kæmpede sig igennem trods sygdom.
Mandag skulle både Nissen Kristensen og Joachim Andersen have trænet med holdkammeraterne som normalt, mens der også meldes om bedring hos Rasmus Højlund, der dog af sikkerhedsmæssige hensyn trænede for sig selv.
Sammen med landsholdsanfører Pierre-Emil Højbjerg holder landstræner Brian Riemer senere mandag pressekonference i Skotland.
Anders Dreyer
Herrelandsholdet












