Knudsen forklarer Davidsen-valg: Helt naturligt
Han gjorde det fedt sidste gang, fortæller den danske landstræner.

📍 Campo til U21-landsholdssamling i Vejle
I 11. time måtte U21-landstræner Lars Knudsen skifte i sin trup til de kommende to kampe.
Ud gik FC Midtjyllands Mikel Gogorza og FC Nordsjællands Noah Markmann, der begge døjer med skader.
Ind er i stedet kommet Ludwig Vraa og Kasper Davidsen.
Og Danmark er heldige med, at de kan hive en så dygtig spiller som Kasper Davidsen ind, fortæller Lars Knudsen til Campo.
Kasper Davidsen skiftede i sommer fra AaB til tyske Holstein Kiel, hvor han efterhånden har bidt sig fast i start-11'eren.
Han har dog stadig sin debut på det danske U21-landshold til gode, selvom han var med i truppen sidste gang. Og det er indtrykket fra sidste gang, der har sikret ham pladsen, fortæller U-landstræneren.
- Jamen, vi har valgt at tage Kasper med, fordi han faktisk gjorde et rigtig fedt indtryk sidste gang. Han har gjort det godt i Kiel også, og derfor synes vi, at det var naturligt at tage ham ind igen.

Og selvom Lars Knudsen begræder, at Gogarza og Markmann har meldt afbud, så er han glad for niveauet på det U21-landsholdet.
- Vi har en trup på mange positioner, hvor der er stor konkurrence. og blandt andet på midtbanen, har vi mange dygtige spillere. Og derfor er det også heldigt for os, at vi kan hive så dygtige en spiller som Kasper ind, når vi nu var nødt til at sende en anden spiller hjem.
Kasper Davidsen kan få sin debut for det danske U21-landshold på fredag. Her møder Danmark USA i en testkamp, inden der venter et vigtigt opgør mod Belarus i EM-kvalifikationen tirsdag.

U21-landsholdet












