Revolution lurer: Superliga-milliarder på spil
ANALYSE: Det er blevet sværere at sælge medierettigheder til andet end Premier League og NFL, og mediemarkedet gennemgår en revolution, og det spil kan få store konsekvenser for Superligaen, hvordan vi ser den, og i sidste ende også turneringsformatet.
Kender du Brent Di Cesare?
Måske ringer navnet ’Mark Goldbridge’ en klokke?
Det er fair, hvis du ikke aner, hvad jeg taler om.
Men i Storbritannien er Manchester United-supporteren et kendt navn fra sin YouTube-kanal The United Stand, hvor Brent Di Cesare under sit alter ego ’Mark Goldbridge’ har 2,2 millioner abonnenter.
Berømmelsen fik et ordentlig skud opad, ikke mindst i mediekredse, da Goldbridge i sommer fik medierettighederne i Storbritannien og Irland til at vise 20 Bundesliga-kampe per sæson.
Det er en af adskillige udviklinger på og omkring mediemarkedet, der får folk omkring Superligaen til at spærre øjnene op og bliver et vigtigt emne især i de kommende par år.
Det er en udvikling, der kan rykke markant ved beløbene i en medieaftale, der i sin nuværende form indbringer omkring 2,7 milliarder kroner over seks år.
Og som i sidste ende også kan rykke på formatet i Superligaen, og hvordan pengene bliver fordelt mellem klubberne.
Nye medier og techgiganter
At Bundesliga-rettigheder ender hos en Youtuber er bare det seneste af efterhånden mange eksempler på, at ligaer og klubber bliver mere og mere kreative, når de skal have penge for medierettigheder.
Gary Neville har rettigheder på sin YouTube-kanal The Overlap.
Giganter som Amazon, Netflix og Apple er også i spil med opkøb og visning af de største fodboldturneringer – og YouTube er ejet af en fjerde kæmpe, Google.
Man kunne tro, det var tegn på, at branchen trives, og klubberne tjener styrtende med penge på stadigt dyrere rettigheder, når techgiganterne kommer på banen.
Læs også Campos afsløring af ophedet debat om kampprogrammet i Superligaen
Men det er ikke sådan, det ofte hænger sammen.
Jo, hvis man er Premier League og NFL, så stiger priserne, hvilket også gælder andre nordamerikanske sportsligaer.
Flere tv-kampe for at holde prisen
Men selv Premier League måtte skrue betydeligt op for antallet af tv-kampe senest for at holde niveauet i aftalen hjemme i Storbritannien.
Og Champions Leagues udvidelse til 36 klubber og en ligafase med otte runder hænger også i høj grad sammen med, at man skulle have flere penge i kassen, hvilket kun var muligt med en voldsom stigning i antallet af kampe.
I Italien og Frankrig har klubberne været presset til at tage mod mindre medieaftaler end tidligere, simpelthen fordi selskaberne ikke ville eller kunne betale så meget som tidligere.
Begge steder tog man store chancer med nye udbydere i stedet for mangeårige samarbejdspartnere, og det brændte franskmændene og italienerne nallerne på, da de nye selskaber ikke kunne få kunder nok i butikken og betale.
Men på et dybere niveau er tendensen den samme overalt.
Som papiraviser og magasiner for 10-15 år siden er traditionelle tv-selskaber voldsomt presset af faldende seertal, og mens sport stadig er voldsomt attraktivt og hiver folk ind i butikken, er det især de største ligaer og de største kampe i de enkelte ligaer og europæiske turneringer, der fænger.
Og det er her, udviklingen også er relevant i Danmark.
Dyrt tv, også i Danmark
Da Superligaen i august 2023 præsenterede en ny medieaftale, var det for perioden 2024 til 2030.
I mange år havde konkurrencestyrelsen dikteret, man kun måtte sælge Superligaen for tre år ad gangen, hvilket skulle øge konkurrencen men nok i virkeligheden gjorde det modsatte.
Så klubberne har Viaplay og TV2 cirka 4½ år endnu, og det er længe – der går sandsynligvis halvandet år, før man begynder at røre på sig.
Det betyder ikke, at markedet står stille i Danmark.
Viaplay er kommet ud af flere års økonomisk krise efter en mislykket ekspansion uden for Skandinavien, og TV2 klarer sig fint.
Men det ændrer ikke de underliggende tendenser, der er de samme som i udlandet: Det traditionelle tv-marked er presset, også selv om man klarer sig ok i overgangen til streaming i Danmark.
Pres på betting og annoncer
Presset steg for et par uger siden, hvor den nye skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen fik det længe ventede indgreb mod bettingreklamer vedtaget.
Det er især omkring og under kampene, indgrebet virker, og direktørerne på Viaplay og TV2 varslede med dystre miner store milliontab.
Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen vakte opsigt ved at sige, det ikke påvirker priserne på næste medieaftale – den bemærkning blev vendt og drejet i såvel danske medier som dansk fodbold.
Annoncemarkedet kan ændre sig, til næste medieaftale skal på plads, men forventningen er, både det marked og mediemarkedet bliver mere fragmenteret.
Sultne techgiganter
Som om det ikke er nok, ligger der endnu en snubletråd for de danske og nordiske tv-selskaber.
Det er de globale techgiganters rækkevidde og evne til at lave store aftaler.
Forestil dig, du er chef i FIFA eller UEFA og skal sælge rettighederne til VM, EM og de europæiske klubturneringer.
Er det lettest for dig at sælge rettighederne til et par globale virksomheder som Amazon, Netflix eller gigantiske amerikanske selskaber som Warner Bros Discovery eller Disney/ESPN?
Eller vil du hellere forhandle med 30, 50, i nogle tilfælde flere hundrede medieselskaber og bruge en masse tid på det?
De selskaber, der plejer at købe Superliga-rettighederne, kan komme under pres.
På kort og mellemlang sigt er det svært at se Superliga-klubberne droppe årtiers samarbejde.
Men hvad sker der, hvis de danske og nordiske samarbejdspartnere på mediemarkedet bliver pressede, for eksempel af at miste andre globale rettigheder, så de kommer under økonomisk tryk?
Flere kanaler for at se Superliga
Det er mest typer som mig og andre i mediebranchen, der bed mærke i det, men ved sidste medieaftale skete en teknisk men markant ændring, der kan ændre Superligaens medieaftale, økonomi og i sidste ende også selve turneringsformatet.
Som del af medieaftalen blev produktionen af kampene, det vil sige de tv-billeder, I ser, rykket til et selskab, Superliga-klubberne ejer halvdelen af.
Det lyder ultrateknisk og kedeligt, ud over da der var en række tekniske problemer i efteråret sidste år og tv-stationer og fans rasede.
Men for medierettigheder er det interessant og vildt vigtigt.
Det giver Superliga-klubberne og Divisionsforeningen lettere adgang til at sælge rettigheder til flere end to købere, da mindre aktører ikke selv skal købe en stor tv-produktion året rundt men reelt kan købe små pakker med én eller færre kampe per runde.
De kan også selv gå helt eller delvist pay-per-view med deres egen medieplatform – ’dels’ virker mere sandsynligt, da der skal ekstremt meget til at droppe årtiers samarbejde med Viaplay.
Og der åbner vi døren for en masse muligheder.
Måske er mindre, endda regionale, aktører klar til at købe sig ind relativt billigt og vise mindre kampe, Viaplay og TV2 i dag reelt ikke har den store økonomiske interesse i at vise og betale dækningen af.
Så kan Viaplay og en anden større aktør købe de store, attraktive kampe og betale gode penge for dem.
Lyder det som om, du skal have endnu flere kanaler og tjenester for at se fodbold? Det er ikke noget dumt bud.
Nyt Superliga-format?
Fremskriver vi endnu mere, kan udviklingen også ændre på Superliga-formatet.
Hvis det ikke er rentabelt at vise kampe uden de seks mest attraktive klubber, kunne Superligaen blive skåret til 10 klubber.
Det kan også gå den modsatte vej.
Hvis nogen gerne vil vise de mindre kampe mod at betale meget mindre for dem, kunne det åbne for både 14 og 16 klubber.
Så bliver fordelingsnøglen i Superligaen sandsynligvis også en helt anden med langt større forskel mellem topholdene og bunden – eller rettere mellem dem med mange seere og få seere.
Måske er det ikke ligefrem ’the winner takes it all’ – men det ligner ikke umiddelbart en fremtid, der vil glæde dem, der gerne ser tættere konkurrence mellem top og bund i Superligaen.
Dette er en analyse skrevet af Campos chefredaktør Troels Bager Thøgersen.
