Flyvende argentiner: Messi med sjælden hovedstødsscoring i ny opvisning
Lionel Messi scorede to gange i sejren mod Nashville – og den ene var tilmed med hovedet.

Lionel Messi har ikke lavet mange hovedstødsmål i karrieren, men natten til lørdag dansk tid var det ikke desto mindre med netop hovedet, at han scorede det ene af sine to mål.
Messis Inter Miami slog Nashville SC med 3-1 i den første af to kampe mellem holdene i 1/8-finalerne i MLS-slutspillet.
Miami-stjernen løb med overskrifterne, men den tidligere Brøndby-stjerne Hany Mukhtar viste sig også frem med en smuk frisparksperle sent i kampen.
Messi åbnede scoringen efter 18 minutter, da hans legekammerat Luis Suárez lagde bolden ind i feltet. Messi lavede en flyvende argentiner og dirigerede bolden i mål med hovedet til 1-0.
(Du kan se målet nederst i artiklen)
Det var 28. gang i karrieren, at Messi kom på tavlen via hovedet.
Efter en times spil var Messi involveret i endnu et mål, da han gav Ian Frey en stikning i dybden. Frey smed bolden indover til Tadeo Allende, der gjorde sin argentinske landsmand kunsten efter og headede Miami foran med 2-0.

Sent i tillægstiden lukkede og slukkede Messi til 3-0 efter et sandt kluddermål, hvor Nashvilles keeper og midterforsvarer kom i vejen for hinanden.
Nashville fik et trøstemål at gå hjem på, da den tidligere Brøndby-angriber Hany Mukhtar efter 101 minutters fodbold sparkede bolden direkte ind på frispark fra lang afstand til 3-1.
(Mukhtars mål kan også ses i bunden af artiklen)
De to hold mødes i returkampen i Nashville i næste weekend.
Messis hovedstødsmål til 1-0:
LIONEL MESSI, WHAT A GOAL 🤩🔥🔥
— Messi Media (@LeoMessiMedia) October 25, 2025
pic.twitter.com/M0mf37RfCK
Mukhtars frisparksreducering til 3-1:
Hany Mukhtar with a BEAUTIFUL free kick for @NashvilleSC, but it is a little too late in the game 🎯 pic.twitter.com/Yu4FBt04r5
— FOX Soccer (@FOXSoccer) October 25, 2025
Messi forlængede forleden sin aftale med Miami:

Inter Miami
Lionel Messi












