Fremad-færing blev bødlen: Tjekkiet fyrer træneren
Landstræner Ivan Hašek er færdig på det tjekkiske landshold.

Tjekkiet rendte ind et par skuffende resultater i den seneste landskampspause.
Her spillede man uafgjort med førerholdet Kroatien, inden man højest overraskende tabte til upåagtede Færøerne.
Resultaterne til trods ligger Tjekkiet stadig nummer to i kvalifikationspuljen, men det er øjensynligt ikke nok for de tjekkiske fodboldbosser.
For onsdag har forbundet valgt at fyre træner Ivan Hasek, oplyser det på sin hjemmeside.
Formanden for det tjekkiske fodboldforbund, David Trunda, fortæller til Tjekkiets hjemmeside, at fyringen skyldes det skuffende nederlag til Færøerne.
- I forbindelse med mødet i den ansvarlige gruppe for sport evaluerede vi tirsdag den 14. oktober det seneste landsholdssamling og kampen mod Færøerne. Vi er nået frem til den konklusion, at jeg vil fremsætte et forslag om øjeblikkelig afskedigelse af cheftræner Ivan Hašek og assistenttræner Jaroslav Veselý.

I kampen mod Færøerne dukkede Martin Agnarsson - der til dagligt spiller i Aarhus Fremad - op i kampens slutfase og kunne prikke bolden ind til slutresultatet 2-1.
David Trunda takker Ivan Hašek og assistenten for deres arbejde med landsholdet og oplyser, at arbejdet med at finde en ny landstræner vil begynde i de kommende dage.














