Tidligere Brøndby-stjerner brillerer i MLS – danskerklubber skuffer
I nattens MLS-kampe var der scoringer af tidligere Brøndby-stjerner og danskernedture.

Det spidser til i den amerikanske MLS, hvor der blot resterer et par runder, før playoffs venter fra slutningen af oktober.
Selvom både Jesper Sørensens Vancouver Whitecaps og danskerklubben San Diego FC allerede har sikret sig avancement til playoffs fra Vest Konferencen, så indkasserede begge klubber pointtab natten til søndag.
Vest Konferencens første- og andenplads kunne nemlig ikke formå at besejre henholdsvis Seattle Sounders og San Jose.
Whitecaps med den danske træner Jesper Sørensen i spidsen måtte nøjes med uafgjort 2-2 ude mod Seattle Sounders, mens Anders Dreyer og San Diego FC slet ikke fik bolden i kassen mod San Jose, som de tabte 0-1 til.
Der var dog andre Superliga-kendinge, der havde mere tur i den.
For i den anden konference, nemlig den østlige, kom to tidligere Brøndby-stjerner på tavlen.
Mikael Uhre lukkede og slukkede til 0-6 for Philadelphia Union mod DC United. Andetsteds satte Hany Mukhtar gang i en Nashville-sejr på 3-1 over Houston Dynamo i en kamp, hvor Erik Sviatchenko blev udvist efter bare ni minutter.

I Øst Konferencen ligger Philadelphia Union på førstepladsen, mens Nashville SC indtager sjettepladsen. Begge placeringer er adgangsgivende til playoff-spillet.
Mens Jesper Sørensen i øjeblikket skal forsøge at gøre det så godt som muligt i playoffs med Vancouver Whitecaps, er der andre trænere, der er ledige på markedet. Du kan se listen over trænerne uden job her:














